UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

38 4de Juni: Ja, i klassisk Daab holdt han d e n ! Mængden véd, at Holberg til komiske Parodier har b rug t meget af Homer og meget af Y irgil, men Mængden véd ikke, med hvilken K jæ rlighed Holberg havde læ rt sin Homer og sin V irgil udenad og bestandig bevaret denne K und ­ skab. Mængden véd, at Holberg med skarpt Øje opfattede Jacob v. Thybo’s og Jesp er Oldfux’s Væsen, men Mængden véd ikke, skjønt Holberg selv har sag t det, at det faldt ham saa let at gribe disse Personers Væsen, fordi han havde set dem vandre om under andre Navne, under en anden Forklædning for to Tusinde Aar siden hos G ræ kerne; der havde han mødt Jacob v. Thybo som Thraso og Pyrgopolynices og Jesp er Oldfux som Gnatho og A rtotragus. Saa- ledes h ar vort Universitet forholdt sig til D igtekunsten. Ogsaa den D igter, som sang, at Holberg havde holdt sin Skjem t i klassisk Daab, ogsaa han holdt sin Skjem t i klassisk Daab, da han hos os disputerede om Calderons Poesi. Ved vort Universitet fandt D ig ­ teren Oehlenschlager et Hjem, og han fandt det, uden at han be­ høvede som Schiller i Jen a at give sig ud for noget andet, end det han var, uden at give sig ud. for at være H istoriker. Og naar man ikke blot tænker paa den Poesi, som ligger saa nær, saa skal det heller ikke glemmes, at, da M iddelalderens V iser vare næ r ved aldeles at forsvinde fra Sindene, da var der mellem de tre Mænd, der samlede udgav gamle danske Viser, to Professorer ved K jøben­ havns Universitet. Vi se altsaa med Fortrøstning tilbage paa vort Universitets Forhold baade til Videnskaben, til D igtningen og til Kunsten. Vi holde Jubelfest med god Fortrøstning, ogsaa med den Fortrøstning, at Højskolens Læ rere og Sønner ikke have svigtet, hvor de kaldtes til Fædrelandets Tjeneste udenfor V idenskabens Sag. Men naar vi se fortrøstningsfuldt tilbage, kunne vi da ogsaa se med Fo rtrø stn ing ind i Frem tiden ? Hvorledes skulde vi kunne holde Jubelfest, hvis vi ikke kunde d et? Vi høre nu vel Røster, der sige os, at Uni­ versiteternes Tid er forbi, at deres Læreform er forældet, at V iden­ skabernes Omfang voxer saaledes, at Universiteterne maa opløse sig i Specialskoler. Ja, vor Læreform er i Aarhundredernes Løb under- gaaet mangen Forandring; den vil undergaa flere, og vi vide vel, at det hører med til vor videnskabelige Opgave efterhaanden her at lempe os efter Tidernes forandrede K aar. Men der er én Opgave, der altid vil staa fast. Medens Bøgerne tale til Alle uden Forskjel, saa vil det være vor Opgave at optage V idenskaben i vor personlige Bevidsthed og Overbevisning og i denne Skikkelse at bringe den til

Made with