UniversitetetsFirehundredaarsFest_1879

132

5te Juni: Du blev mindre i Maal; Der blev fæ rre i Flok, Der blev Strid blandt de styrende Mænd. Ej saa vanfør og veg, Ej saa slap blev vor Slægt, _ Yi jo bøde kan Skjoldet igjen. End bar Dannemark Mænd, End b ar Mandsmodet Magt, Sol kan synke, den stiger paa ny H ar vi firet vort Flag, Skal der dæmre den Dag, Hvor med Hæder det hejses mod Sky.

Derpaa betraadte Borgmester H. N. H a n s e n Talerstolen og udbragte et Leve for Fædrelandet, idet ban sagde: Mine Herrer! N aar je g med inderlig Tak til Hs. kgl. Højbed K ronprinsen fra Kjøbenhavns Kommune for de varme og velvillige Følelser, ban nys udtalte for vor By, tag er Ordet for at udbringe en Skaal for, hvad vi alle vide ligger hans H jerte ligesaa næ r: vort Fædreland, maa det være mig tillad t med en lille Forandring at be­ gynde med en af vore D igteres Ord og da at sige: „Pinseklokken kimed mildt, fra den danske Kyst, meldte over Lande, dog om saa stæ rk en D y st“ — , tbi denne Tanke faldt mig paa Sinde igaar, da Yor Frues K lokker kaldte os til Fest, og da det lange Tog af Nu­ tidens Mænd drog fra Højskolen til Festsalen i K irken, idet det var for mig, som gik der med os en Skare af Fortidens store Aander — de Mænd, hvis Navne vi idag have skrevet paa vore Skjolde — , som sagde os, at ikke blot paa Slagets Mark, men ogsaa i Aandens Yerden føres der Kampe, som sagde os, at over Nuets kortvarige Gjerning er der Noget, som bliver og varer, et Tog, der førte som sit Mærke med sig deOrd, som en af Højskolens Mænd lærte os: Sit Fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette. Og dette er i V irkeligheden det bedste Svar til dem, der i vore Dage kaste V rag paa Fædreland som paa saa meget andet, denne Følelse, som Jubelfesten giver os af, at Fædrelandet er mere end Du og je g og end vore smaalige Interesser, at det er en levende Personlighed,