UhrmagerlaugetKjøbenhavn_1755-1955

Med hensyn til de merkantile opgaver må det erkendes, at de ikke blev løst den gang, og at kun forholdet til grossisterne blev bragt til en tilfreds­ stillende løsning med den mange år senere indgåede eksklusivaftale. At ure kun bør kunne forhandles af urmagere er uden tvivl et beret­ tiget ønske, omend det ingensinde er blevet realiseret fuldt ud. Bekæmpel­ sen af den ulovlige omløben med varer står på den dag i dag, og det samme må siges om afbetalingssalget, som dog i vore dage i en videre­ gående grad er blevet lovreguleret. Planerne om oprettelse af en landsforening, en centralforening blev der­ imod lykkeligt gennemført i 1893 med Wildschiødtz som formand, ikke mindst på flere københavnske mestres initiativ. Allerede året efter tages spørgsmålet op om indførelse af minimal løn, maksimal arbejdstid og priskurant for akkordarbejde og en prisliste for mestre, og med vedtagelsen af priskuranten med tilhørende straffebestem­ melser var 1875 -foreningen indtrådt i de voksne organisationers række. Endelig var der med centralforeningens stiftelse vågnet en svag for­ ståelse af fagligt fællesskab, og det ventileredes at indføre et bomærke, som kun foreningens medlemmer måtte skilte med, og som overfor publikum skulle fremhæve faglærte urmagere fremfor de andre urhandlere; et for­ slag, der på een gang tangerede - og stimulerede - faglig dygtighed og det vågnende merkantile indslag i urmagernes tilværelse. Der fandtes altså på dette tidspunkt ikke mindre end tre organisationer, Uhrmagerlauget i Kjøbenhavn, Urmagerforeningen af 7 . april 1875 og dem nystiftede Centralforening af 1893 , alle tre med Wildschiødtz i spidsen. Ganske logisk blev konsekvensen af den skete udvikling i 1875 -forenin­ gen, at der begyndte en vis gruppedeling mellem mestre og medhjælpere, men medens denne interesseforskel forblev latent i nogle år, blussede den den 24 . marts 1897 , og foruden valgtes han til formand for Centralforeningen, medens formandsposten i 1875 -foreningen overtoges af Jul. E. Hansen. Da den i 1899 stiftede fagforening for urmagersvende går til forhand­ lingsbordet, bliver det laugets repræsentanter, hvormed der kontraheres, og hermed er laugets position som arbejdsgiver- og mesterorganisation blevet fastslået. En ændring af laugets vedtægter den 1 3 . januar 1901 medfører bl. a., at den gamle ordning med en oldermand og to bisiddere afløses af en moderne bestyrelse med en oldermand og seks bestyrelsesmedlemmer, hvoraf de to bærer titel af bisiddere. I 1905 tæller lauget 100 medlemmer, en anselig fremgang, og Liisberg og hans bestyrelse kunne da også med stolthed fejre laugets 150 års jub i­ læum den 18 . juli. Den historiske udstilling, der afholdtes i forbindelse hermed, blev en succes med over 25.000 besøgende. op, da Wildschiødtz afgik ved døden den 19 . marts 1897 . T il laugets toogtyvende oldermand valgtes H . L i i s b e r g

24