UetekræmmerlavetOgUrtekræmmerforeningen_1693-1932

manden og Lavet ikke købte hele hans Ladning inden 2 Dage, maatte han uhindret sælge fra sit Fartøj i Lispundevis og derover til andre af Stadens Indbyggere, hvad der var tilbage. •1797 20. Febr. lod Oldermanden en Rundskrivelse omgaa af følgende Indhold: Efter den igaar tagne Resolution i Forsamlingen, skulde jeg her­ ved anmelde for samtlige Lavsbrødre, at som det er enhver tilladt at forhandle sine Varer, som han bedst ved, vil og kan, saa er det paa den anden Side ubilligt, at andre, der indesidde med gode Varer, der fra første Haand ere næsten og mere end dobbelt saa dyre som de, der hændelsesvis paa Auktioner ere indkøbte, skønt de dog kunne være brugelige. Jeg skulde derfor paa Lavets Vegne anmode samtlige Herrer Lavsbrødre at entholde sig fra at avertere Priser i Aviserne paa Rosiner og Corender ringere, end de fra første Haand kunne haves —, i Mangel deraf, maa den eller de, som saadant gøre, vente, at jeg ligesaa offentlig paa Lavets Vegne bekendtgør, at de saadan anbudte Varer ere havarerede og hos enhver Urtekræmmer til samme Pris at bekomme. Jens Schoustrup søgte om kgl. Bevilling til at sælge Urtekramvarer, hvilket tidligere var blevet ham nægtet. Han havde ved Ildebranden maattet standse sin Næringsvej som Eddikebrygger og derpaa købt en anden Gaard for høj Pris, men da den ny Toldrulle havde nedsat Tol­ den paa fremmed Eddike, vilde der i Fremtiden ingen Fortjeneste blive ved Eddikebryggeri. Han havde desuden ved Konferensraad Hansens Død mistet sin Tjeneste som Fuldmægtig ved den vestindiske Handel. Oldermanden erklærede imidlertid, at Schoustrup ikke alene var en af de 102 Personer, der 1791 søgte om Bevilling til Urtekramhandel, men endog en af Formændene, der forsikrede, at han nok skulde brin­ ge det saavidt, at Urtekræmmerne skulde faa et Stød til evig Erindring. Der var ingen særlig Grund for ham til at fornærme et Lav, der be­ stod af mere end 90 tildels fattige Medlemmer; han selv var derimod 29