TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

LÆGERNE DERES ANSVAR, FORPLIGTELSER OG UDDANNELSE

Middelalder Lærdommen gik i middelalderen ind bag kirkens beskyttende mure. Lærde poly­ historer i klostre og kirker samlede oldtidens viden i latinske oversættelser a f de græske originaler. Også den medicinske viden blev bevaret på denne måde. Mange gejstlige udviklede sig til læger. Kirken drev de fleste eksisterende hospitaler og stiftelser. Som beskrevet a f Hammond (Hammond 19 58 pp. 105-20) opstod efterhånden et modsætningsfor­ hold mellem lægen og kirken. Lægen blev let fristet a f favorable tilbud fra fyrster og stormænd. Denne chance for gevinst stemte dårligt med hans munkeløfte om liv i evig fattigdom. Endvidere kunne en patients uheldige død foranledige sagsanlæg mod kirken. Endelig var der, som måske det vigtigste, en teologisk modsætning mellem den rationalistiske hippokratiske medicin og den middelalderlige kristne idealistiske kirke. På den anden side kunne man heller ikke afvise den eksisterende viden, det var jo en kristen pligt at hjælpe syge og nødlidende. I 1200-tallet ophørte præster og munke efterhånden med at drive lægegerning. Det­ te var til dels en følge a f kirkens modstand. Fjerde Lateran Concilium 1 2 1 5 forbød direkte præster, diakoner og underdiakoner at drive kirurgisk praksis og at undervise heri, som en videreførelse a f et forbud nogle år tidligere mod, at munke påtog sig kirurggerning. I løbet a f 1300-tallet bevirkede de fremvoksende universiteter med tilbud om en mere specialiseret undervisning i medicin, anatomi o.s.v., at også medicinen gik helt over til verdslige læger. Fomden de oftest selvlærde gejstlige teoretiske læger arbejdede middelalderen igen­ nem mesteruddannede bartskærere med den kirurgiske lægegerning: behandling a f sår og andre skader, efterhånden også åreladning og behandling a f veneriske patienter. Under epidemier påtog disse sig også arbejdet som pestmestre. Folkesygdomme Middelalderen igennem spredtes de store folkesygdomme over Europa. Den første sygdom var lepra (spedalskhed). Den havde været kendt, bl.a. i Palæstina, helt fra bi­ belsk tid. I 500-tallet begyndte denne sygdom at spredes for i 1100 -tallet at tage et vældigt opsving muligvis på grund a f korstogene eller måske på grund a f den øgede samfærdsel i det hele taget i denne periode (Henschen 19 6 5 p. 1 1 1 ) . Samfundet beskyttede sig ved isolation a f de syge, og de spedalske måtte ofte fmde sig i at blive samlet på St. Jørgensgårdene udenfor byerne. Her levede de spedalske deres eget liv som en lille delvis selvforsynende koloni (Goldhahn 19 40 pp. 8-20). Efterhånden opstod en særlig retningslinie de fleste steder for, hvordan disse men­ nesker skulle behandles. De blev udstødt a f samfundet, måtte aflevere deres jordiske gods og ikke blande sig med sognebørnene i kirkerne. Forinden disse alvorlige foran­ staltninger sattes ind, måtte de syge undersøges a f flere læger, som var edeligt forplig­ tet til at bygge deres afgørelse på flere tegn og stille den rette diagnose uden hensyn til de syges rang (Gotfredsen 19 7 3 pp. 14 8 4 9 ). Man tvang dog ikke straks de syge til at tage ophold på St. Jørgensgårdene. I Københavns stadsret fra 12 9 4 , givet a f biskop Kragh (død 1300 ), siges det, at ingen spedalsk må indlægges mod sin vilje, så længe han afholder sig fra samkvem med andre mennesker (Københavns Diplomentarium I v 59 og Nielsen 18 8 1 III p. 5 1). I Christoffer af Bayerens stadsret fra 14 4 3 hedder det dog: »Hvo som i Staden bliver syg af Spedalskhed, han skal nødes til at begive sig ud i St. Jørgens Hus inden den Tid, som han af Fogden, Borgmesteren og Raadet bliver forelagt. Gjør han det ikke, da maa de føre ham og hans Gods did på egen Kost og Tæring» (Mansa 18 7 3 p. 110 ) . En anden folkesygdom som tidligt foranledigede særlige bestemmelser var syfilis,

2 0