TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

de paretiske muskelgrupper og for de respirationsbesværede optræning af respirations­ muskulaturen, således at uafhængighed a f mekaniske hjælpemidler kan opnås. Sygdommen forebygges ved vaccination. Man bruger nu som nævnt formoldræbt vaccine, der gives sammen med tetanus- og difterivaccine (D1TEPO) tidligt i barne­ alderen i forbindelse med de profylaktiske børneundersøgelser. I skolealderen vac­ cineres med levende virulenssvækket vaccine (på sukker). På denne måde sikres en god resistens i befolkningen. Udover dette foranstaltes massevaccinationskampagner med visse mellemrum. Når en hel befolkning således vaccineres på en gang, sikrer man sig imod autovaccination og derved evt. spring i virulensen a f virus. København 1952 København var en by på ca. 1 million indbyggere i 19 5 2 . Udviklingen med udtyn­ ding a f selve hovedstadens centrum og opbygningen a f nye boligområder i omegnen var i fuld gang. De nye beboelsesområder var gennemgående af en højere standard end de gamle, men lejlighederne var stadig ret små, og endnu boede over 50 % a f befolkningen i lejligheder uden badeværelse, mens wc med træk og slip var gennemført næsten over­ alt. Flere steder var der dog stadig fællestoiletter for flere lejligheder, undertiden belig­ gende i gården. Der var endnu store slumområder på Vesterbro og Nørrebro, men her havde man gennem beboerinitiativ planlagt gårdrydninger for at gøre pladsen mellem husene stør­ re og lysere. Sundhedsvæsenet: På sundhedsvæsenets område var der gennemført en centrali­ sering under Sundhedsstyrelsens ledelse. Lokalt blev sundhedsarbejdet ledet a f em­ bedslægerne, i København a f stadslægen, der havde opsyn med medicinalpersonalet, hospitalerne, apotekerne m.m. Antallet a flæ g er var øget kolossalt i årene efter krigen, mest udtalt i Københavns­ området. Lægeforeningen havde i 19 50 4 .770 medlemmer, heraf arbejdede over en tre- diedel i hovedstaden (Fenger, V .A . 19 57 p. 40). Byens praktiserende læger var næsten alle tilsluttet sygekassernes overenskomst, og 77 % af befolkningen var sikret i sygekas­ ser (Hansen, H.C. 19 7 4 p. 252). Sygehusvæsenet var på landsplan ved at blive udbygget med centralsygehuse og i ho­ vedstadsområdet med en videreudbygning a f kommunens og amtets sygehuse. Samtidig med at hospitalernes sengepladser øgedes i antal, steg behovet for hospiialisering kraf­ tigt. Medvirkende hertil var naturligvis dels en øget gennemsnitsalder i befolkningen, dels at mere avancerede tekniske behandlingsmetoder krævede hospitalsregi. Lægernes uddannelse hvilede stadig på Københavns Universitet, men udbygningen af Århus Universitet var i gang. Lægeskolen i Århus kunne fra efteråret 19 52 åbne også for anden del. Undervisningen a f lægerne var baseret på et kombineret teoretisk-klinisk undervisningsprogram. Man havde en meget teoretisk første del med en stoppeprøve efter et år og en mere kliniskpræget anden del, der afsluttedes med en meget om fat­ tende og langvarig eksamen. Mange læger og især studenter mente, at undervisningen var for teoretisk præget med for lidt klinik og for meget teori. Forsøg på ændringer var dog i første omgang ikke gennemførlige. Poliomyelitisepidemien i København 1952 Indledning: Der havde været polioepidemier både i 19 5 0 og 1 9 5 1 . Epidemierne var i tiltagende grad præget a f voksne patienter, en tendens der ventedes fortsat. Man var derfor forberedt på poliopatienter både på Blegdamshospitalet og på Polioforeningens klinikker. På Blegdamshospitalet havde man sengekapacitet og lægelig ekspertise, alligevel var man dårligt rustet til at hjælpe de mange meget syge poliopatienter, der snart skulle komme. Man havde ikke anskaffet respiratorer, måske fordi behandlingsresultaterne af

137