TreStoreKøbenhavnskeEpidemier-3.31.2016 11-22-36 PM

Karl Landsteiner: I 1908 lykkedes det Karl Landsteiner (18 6 8 - 19 4 3) - kendt fra blodtypegrupperne - og medarbejdere i Østrig at påføre aber polio ved injektion af bakteriefrie opløsninger, der stammede fra poliopatienters rygmarv (Popper & Land­ steiner 1909). Det var herefter klart, at det drejede sig om en vimsinfektion. Simon Flexner: 1 19 10 offentliggjorde Simon Flexner (18 6 3 - 1946) og medarbej­ dere fra Rockefellerinstituttet et arbejde, der bekræftede Landsteiners undersøgelse og samtidig viste, at aber var egnede som forsøgsdyr, idet eksperimentel poliomyelitis fuldstændig lignende menneskets form. Rekonvalescentserum: I 1911 , to år efter Landsteiners eksperiment, viste to ameri­ kanske forskere, J.F . Anderson og W.H. Frost, dels at rekonvalescentse mm kunne be­ skytte mod polioinfektion hos aber, således at antistoffer i semm måtte være til stede, dels at personer i de syges omgivelser, som ikke havde været synligt syge, eller som kun havde haft en ganske ukarakteristisk febril periode, også havde antistoffer i semm (An­ derson & Frost 1911). Leegaards hypotese om abortive tilfælde var hermed bevist, og sandsynligheden for, at disse personer optrådte som smittebærere, styrket. Otto Wickmann: Uafhængigt af disse resultater havde Otto Iver Wickmann (18 72 - 19 14 ) under en epidemi i Stockholm i 1905 (Wickmann 19 0 7) påvist smitteveje fra en række af de over 100 tilfælde, han beskrev. Direkte og indirekte kontakt kunne frem­ hæves som langt den overvejende smittevej hos poliopatienter. Wilhelm Wemstedt: I perioden 1 9 1 1 - 19 1 3 udbrød flere store poliomyelitisepide- mier i Sverige. Beskrivelser af disse er givet af Wilhelm Edward Wernstedt (18 7 2 - 1962), den tredie af de store svenske epidemiologer, som har beskæftiget sig med poliomyelitis. I sit arbejde fra 19 1 7 beskriver han over 6000 tilfælde i tidsmmmet 1 9 1 1 - 1 9 1 3 (Wernstedt 19 17 ) . Wernstedt kunne påvise, at sygdommen i landdistrik­ terne sjældent ramte det samme område mere end én gang inden for en periode af fem år. Dette forklares naturligvis let udfra immuniteten hos den udsatte befolkningsgrup­ pe. Forholdene i byerne var mere komplicerede, og her kunne epidemierne godt vende tilbage år efter år. Wernstedt fandt, at aldersgruppen 0 - 5 år havde lavest mortalitet, og at mortaliteten i øvrigt steg med alderen. Kun 24 % a f hans patienter var dog over 15 år. Terapeutisk var Wemstedt aktivt indstillet. Han mente, at de lammede patienter tid­ ligt burde optrænes ved aktive og passive øvelser samt kontrakturforebyggende be­ handling. Sammen med blandt andre Carl Kling (18 8 7 - 19 67) udgav Wemstedt i 19 12 et stort arbejde om påvisning af vims forskellige steder hos poliopatienter først og frem­ mest i rectum, men også i mundhulen og ikke udelukkende i nervevæv, som Simon Flexner mente. De to polioforskere John Paul og Svend Gard har i deres oversigtsar­ bejder (Paul 19 7 1 og Gard 19 7 3) vist, hvordan Wernstedt og Kling blev afvist, da deres arbejde stred mod de gældende teorier. Nyere vimsforskning: Fra 19 12 til 1945 hærgede store poliomyelitisepidemier U .S.A . (Infantil paralysis publication no. 59, 19 45). Især mærkedes en opblussen under den 2. verdenskrig. Samtidig skred forskningen med smitteveje og vims frem. Det lykkedes at isolere vims fra svælget hos symptomfri børn i poliopatienternes om­ givelser (Howe & Bodian 19 47). I 1940 opdagede man, at poliovirus ofte forekom i storbyernes kloakker i epidemitider. Måske skal man ikke tillægge denne forekomst alt for stor betydning, hvad angår smittevejene. Tuberkelbakterier forekommer f.eks. også meget hyppigt i storbykloakker, uden at det derfor tør antages, at kloakslam har be­ tydning for spredning af tuberkulose. Det siger imidlertid noget om, hvor almindeligt forekommende tuberkelbakterier og vira er (Paul, Trask & Gard 19 40 , Kling, Ohlin, Fahråus & Norlin 19 42 ogMelnick 19 47). Disse resultater styrkede Carl Klings tese fra 1949 om polio som en smitsom, vandbåret infektion. I 19 3 1 opdagede FM . Bumet og J. Mc. Namara, at poliovims ikke var en enhed, og 132