TraadenFraDenRødeGaard

112

TRAADEN ERA DEN RØDE GAARD

Og atter Landet samled’ sit store Hjærte her, Dets Traades Pulsslag bragte nu det fjærne ganske nær! Men Slangen den er borte, som øved før sit Spil — At standse dette Hjærtes Slag ej hører Tiden til! Paa Købmagergade, der staar det røde Hus, Hvem skulde tro, det havde undergaaet slig en Rus? En Storhed saa det falde, en anden skyde op, Dog lige roligt breder det sin rode stærke K rop!

Jum bo samlede en D e l a f P e rsona le ts Navne i en lille B u k e t under T itlen »T eleg rafiana«: So len stod hø jt paa Him len, og paa den hvide, stø ­ vede Landevej saa man en f r i G a s t , der havde a rb e j­ det som ærlig M ø l l e r , og nu a f R e js e ly s t med lange, afmaalte Sk rid t strævede jæ vn t fremad. I det F jæ rn e saas paa en lav H o l m en lille L u n d eller S k o u , svagt tegnet mod den b laa Himmel, og medens Ungersvenden stadig F æ s t e r sine blaa Øjne mod de hvide Skyer, bemæ rker han ikke en lille smilende D a h l , hvor det m aatte kunne være behageligt for ham at B e n c k e sig lid t. P ludselig standser han dog ved et smukt R o s e n - b a um , da han her maaske kan finde lid t Skygge, der V e r n e r mod den utaalelige Hede. Han sæ tte r sig ned i en sto r B r e y e n ’ e og stræ kker sine mødige Lemm er. — » A s k o v ! « lyder det i det samme, og en B o n d e ­ mand paa en K æ rre kommer tæ t op til den hvilende. »Hvorfor har du S c h m i d t dig dér?« spørger Bonden . »Aa, jeg hviler b lo t ud«, lød Sva ret. »Hvorfra kommer du!« spurgtes der igen. » Jeg er paa Vej fra T o m m e -