TraadenFraDenRødeGaard

DEN ELEK TR ISK E TELEGRAF 101 Ræ d se l; det gav han dog ikke til K end e under det daglige Arbejde, men betroede det i al Fo rtro ligh ed til sin Omgang i de ledige Telegraftim er. P lig topfyldende og energisk gav ban sig i K a s t med A pp a ra tet, saa snart det kaldte t j e n s t l i g t ; men ban havde det fineste Øre for, hver Gang en ledig Haand kaldte p r i v a t . Saa fo ’r han op — ikke fordi privat P a ssia r i Telegrafens første T id var særlig forbudt — men ene og alene rasende over a t være lænket til »Uhyret« mere end »den b itre ste Nød« tvang ham til. Han kunde næ sten faa B ersæ rkergang , naar han hørte, det var den samme unge snakkesalige Haand, hvis yd ­ myge K lap ren , han kendte, og som kvalmede ham med sine allerunderdanigste Hyldinger og T itle r og ømme Spørgsmaal om , hvorledes Hans Højhed Kaalund b e ­ hagede at befinde sig. Saa sammensat en Natur var K aalund , at havde det være d ik teret den snakkesalioe O unge Mand a f Iron i, vilde Kaalund sikkert straks have fo rstaae t d et, lé t h je rte lig t og indbudt den vordende store Iron iker til et B e sø g hos sig i Haderslev. Men Kaalund mente at kende sine Pappenheim ere, antog alt for væmmeligt K ry b en og fik B ersæ rkergang . E n Dag mødte Kaalund paa S ta tionen med et Ark Pap ir, hvorpaa han havde nedskrevet en Afrøfling, som han pr. T e leg ra f vilde give den formodede jyd sk e Snob, naar denne a tte r meldte sig. Han fik dog ikke B ru g for sin K ladde. D a hans Plageaand begyndte paany, blev Kaalund saa op irret,