TivoliOgGeorgCarstensen

I l

i tf li i n ! i : 1 in l i ri- f i i i i Î i l i.t i ! mm I { S JM l I

! ! ! I i 1i ! ! 11 If I ! !

i ! n

* i l l

i M l ■ : ■ - i i Im vJml 1 f ti l ; « n

!Ï II i !

' ■ ' i - ï f t ; i M ¡

-I i ■:Ü T i 1 r m

I

j . l .

1 1 ! ti i t I !

! / i l ! i ! li !¡HI i il

591956310

! 1 ! s i i, ! i

I

K Ø B E N H A V N S R A A D H U S - B I B L IO T E K

EH

09,7-9 H ■ 7 / & /

•

V

^

Georg Carstensen og Tivoli Under Sydens glødende sol, ved det blå Middelhav, om­ bølget af en luft, halvt europæisk, halvt østerlandsk, fødtes Tivolis grundlægger, Georg Carstensen, i Algier den 31. august 1812. Hans barneøjnes første indtryk var eksotiske scenerier og lette bygninger i orientalsk stil; der var lys og fest i hans barndomshjem, hvis gæster var lige så kosmo­ politiske som hans egen afstamning. Der er næppe tvivl om, at det er afspejlingen af denne fantasirige hjernes barndomsindtryk, som gav det etablis­ sement, han 30 år senere skabte under Nordens kølige himmel, sit ejendommelige præg, der straks på åbnings­ aftenen, tirsdag den 15. august 1843, forbavsede og hen­ rykkede københavnerne, og som meget hurtigt vandt international berømmelse.

Georg Carstensen skal ifølge traditionen have opnået sit 5-årige privilegium til at anlægge et Tivoli ved under en audiens hos enevoldskongen Christian V III at anføre: „når folk morer sig, så politiserer de ikke.“ Men derefter fulgte over et års brydsomme forhandlinger, inden han ved kgl. resolution af 29. maj 1843 fik overladt ca. 11 tdr. land af Glacis’et uden for Vesterport for en årlig leje af 472 rigsdaler og 3 mark, altså 945 kr. Kapital havde Car­ stensen ikke, og kun med stort besvær fik han stablet en aktiekapital af 25.000 rigsdaler på benene. Så tog han fat med utrolig energi og viste sin alsidighed ved selv at ridse bygninger og anlæg op i store træk. På to måneder var Tivoli klar til åbning. Den første aften gik 3.615 mennesker i Tivoli, og allerede søndagen derefter omtrent 10.000. Året efter kunne stiftelsesdagen fejres med et besøg af ca. 16.000 mennesker, til trods for at København dengang kun havde 120.000 indbyggere. Det var altså en afgjort succes, og Carstensen blev køben­ havnernes yndling, derimod ikke bestyrelsens og aktionæ­ rernes. Den mindste modgang gjorde dem nervøse, og medgang gjorde dem glubske i deres krav om udbytte.

4

I året 1844 gøs de af skræk for den nye Roskildejernbane, som sagdes at skulle gå midt igennem Tivoli, og kort tid efter blev de grebet af panik i anledning af Klampenborg Vandkuranstalts oprettelse. Ved bestyrelsesmøderne rette­ des der ofte smålig kritik mod Georg Carstensen, som på sin side næppe viste tilstrækkelig forståelse for de mere jordbundne økonomiske og administrative problemer, som meldte sig, da Tivoli gled fra forberedelsernes og åbnin­ gens hektiske timer ind i hverdagen. I året 1848 var forholdet mellem Carstensen og Tivolis bestyrelse så slet som vel muligt, og Carstensen drog som frivillig i krigen med den besked til aktieselskabet, at der­ som krigsbegivenhederne gav anledning til glædesfester, kunne man blot sende bud efter ham, så skulle han arran­ gere dem. Bestyrelsens svar var at nægte at betale ham gage, og dermed var bruddet sket. Led og ked af det hele, pint af økonomiske vanskelig­ heder, rejste Carstensen til Vestindien, blev adjudant hos guvernøren, tog et par år efter sin afsked fra hæren og rejste til Nordamerika, deltog i konkurrencen om tegnin­ gen til Industriudstillingsbygningen i New York, vandt

5

Tivoli. © tablidfem entet aabneë icftermibbag S I. 7 meb en Ø alut a f 2 7 Sanonffub. S9îcb bøic S5cbfommcnbe$ XtUabelfe oil ibag blioe afbolbt et C a r n e t m l tneb ftort SInuplmll, »eb b»ilfen Ceiligficb bet »il b!t»e &anb£ i ®onceïtfalen fra SI. 9—2 meb futbftanbigt Dr$eßcr unber Stnforiel af £>r. 2J?uftfbiretteur Curnbye. &atifc& i §lcftaurattpn#iocalet i Sajaren fra fit. 9—2. &anfed i (Sircu# fra fil. 9—2. &anbê paa en aabeti üBfïtabe »eb ©i»anen 9!r. 1 fra fil. 9—2. ©oncertfalen oil tun oære tilgæ ngelig for bero, ber ere iførte < $ b a r a f t e e r b r a g t , d o m i n o e l l e r b æ r e S k a f f e . Ø aaoel ÎKafPetebe fom llmafferebe funne beeltage i © anbfen i SHeflaura; tionölocalet, i ©ircuö og paa ben aabne ©fl'rabe. (£pnccrt fra fil. 7—2, afserlenbe ubføtl af ^ o t t t m u f t f »s « @ < t n ø e r ’@ b o r i et meb Statuer, Slomflerigefloni, orientatfle Camper, ©acbtui cg ©adftferner fmyffet aabent 3 » u f ï f - m 5 S ø b e t a f S l f t e n e n b i t t e f ø l g e n d e ¡ © b t o g b a s f e r e S Ø l a b f e m £1. 91 SOÎaôfauifUo, omgioet af neapolitanffe giftere. Æt. ns. (Et (£arnei>alø-DptDfl «f SJlaffefomebien« gigurer, t&atleguin, ©olumbine, © aêfanber, 'Voiidtincl, P ierrot meb S on e og flere fmaa fJJjerrotcr, m. gi. Qénb»ibere flere fomifte tWaffer, bertblanbt e t b a n b t e t t b e S S ø r b , b b ø r p a a e n r æ b e r . ^ S a a t e a t r e t , unber ^Direction af i>r. t’216ic: fil. 7>/4 og 7»/4 acrobatiffe jyorcfliUingor af bôrr. 33avnei, gronccid cg gootitt. fil. 8VS. L a R o s e , mimift Pas de trois,'cantfedaf Sertrene ïtîorgan cg Qx. SaOetmejter SDlillano. P a s d e S o n n e tte (3igeunerbanbd), banbfec af Sojtrene {tealep. fil. lOVs. J&arlequin S o f, fomift pantomime i 1 Slet. « i . i 8 : p r i l l a i t t / i j r m v r h c n af Çr. Doerfrtgdccmmidfair i>eegf>*®ulbberg.

også prisen, men berøvedes ved en finanskatastrofe u d ­ byttet deraf. I 1855 vendte Carstensen tilbage til København for, efter en mislykket kamp med Tivolis direktion om sine formentlige rettigheder, at forberede et dræbende slag mod sit eget værk ved a t købe den Gersonske ejendom i Frederiksberg Allé og dér grundlægge forlystelsesetablisse­ mentet Alhambra. M idt under forberedelserne hertil ram te døden ham den 4. jan u a r 1857 i en alder af kun 44 år, og han op­ levede således ikke at se A lhambra fuldført, endsige dets kortvarige og afmægtige konkurrence med Tivoli. Efter de første stormfulde år kom Tivoli ind i en rolig udviklingsperiode, præget af konsolidering og jævnt sti­ gende besøg. Noget egentlig nyt blev ikke føjet til Tivolis udformning. Carstensen havde så at sige fået det hele med fra starten: træer og blomster, musik og teater, særpræget arkitektur og broget illumination, restauranter og boder, forlystelser og fyrværkeri samt fra 1844 et lille vagtkorps, hvoraf Tivoli-Garden udviklede sig. Men på alle områder fulgte Tivoli med tiden. Bygningerne, som fra starten efter myndighedernes krav kun bestod af træ og sækkelærred, blev gradvis udvidede og gjort mere permanente. De oprindelige, ofte ret naive forlystelser blev afløst af mere raffinerede anlæg, som prægedes af tidens rivende tekniske udvikling. Gasillumi­ nation indførtes i 1858 om trent samtidig med gasbelys­ ningen i Københavns gader, og i 1888 imponerede Tivoli københavnerne med strålende elektrisk belysning fra store buelamper. På langt sigt var dog det, der skete uden om Tivoli, af meget større betydning. København sprængte i 60’erne og 70’erne sine rammer og påbegyndte en voldsom ud ­ videlse, de gamle volde sløjfedes, omfattende nye gade­ anlæg blev gennemført, og store forstadsbebyggelser skød

7

op på Vesterbro og Nørrebro. U nder alle disse omvælt­ ninger blev Tivolis område snart øget, snart beskåret, men er nu med sine 80.000 m 2 en del større end i Carstensens dage. Det for Tivoli mest betydningsfulde resultat af u d ­ viklingen var im idlertid, at det efterhånden så sig placeret i byens centrum som et åndehul og fristed for en moderne storstads befolkning. En foreløbig kulm ination på udviklingen var den store Nordiske Udstilling i 1888, som for datidens københav­ nere føltes som indledningen til en ny tidsalder. Siden da ha r verdenskrige raset og om fattende kriser rystet den vestlige civilisation. Også Tivoli h a r mærket følgerne af disse begivenheder, men intet tåler sammen­ ligning med den katastrofe, som natten mellem den 24. og 25. juni 1944 ram te Tivoli, da schalburgtagen lagde over halvdelen af Tivolis bygninger i ruiner og blandt andet to talt ødelagde Koncertsalen, Glassalen, A rena og hele Det m untre H jørne. De vigtigste bygninger er gen­ opført, men endnu dækker den farvestrålende maling mange steder over brandhæ rgede konstruktioner. Tivoli blev Georg Carstensens store værk, men lykken bragte det ham ikke, og erkendelsen af den indsats, han havde gjort, vågnede først efter hans død. D a Tivoli i 1868 fejrede sit 25-års jubilæum, stod haven i Carstensens tegn, svundne års stridigheder var glemt, og en buste af Carstensen blev afsløret under megen festivitas. I 1903 blev der endvidere opstillet en statue af Carstensen, udført af billedhuggeren Anders Bundgaard, og denne statue står nu ved højen lige inden for hovedindgangen. Sin største og mest officielle anerkendelse opnåede Georg Carstensen dog, da det danske postvæsen i anled­ ning af hans 150-års fødselsdag den 31. august 1962 ud ­ sendte et særligt Tivoli-frimærke, som bringer Carstensens og Tivolis navn ud over hele jordkloden.

8

Musikken i Tivoli Blandt Tivolis forlystelser indtog i 1843, ligesom den dag i dag, musikken en dominerende plads. Carstensens glim­ rende evne til at finde de rette mænd til at bære Tivoli frem gav sig ingensinde bedre udslag end i valget af H. G. Lumbye til med sit koncertorkester at spille i Tivolis „Koncertsalon“ . Denne var en ret primitiv firkantet pavil­ lon med glasvægge, og den blev i 1863 afløst af en otte­ kantet koncertsal, som gennem en række ombygninger blev til Glassalen. Den 7. maj 1902 indviedes på den n u ­ værende koncertsals plads en stor koncertsal, opført i maurisk stil af arkitekterne Rich. Bergmann og K. Arne-

9

hos (i C.Lose Olsen. rholdtsMtøc'i■ TivoliJtaxarJV*få tuj ptui'(h/ifairti'ordiiammeMrandAT-/i

Petersen. I over 40 år var denne bygning m idtpunktet i Københavns musikliv om sommeren, men ved schalburg­ tagen i 1944 blev den to talt ødelagt og i slutningen af 1944 og i sæson 1945 måtte koncerterne henlægges til et m idlertidigt lokale i Wivex, som var under genopbygning efter en brand i 1943. I mellemtiden blev Glassalen gen­ opført, og fra 1946 havde koncertsalsorkestret sit hjemsted

1 0

her, indtil i 1956 den nuværende koncertsal, som er pro­ jekteret af arkitekterne Frits Schlegel og Hans Hansen, blev indviet. H. C. Lumbye spillede under publikums jubel først og fremmest sine egne kompositioner, men også Wiener- dansekomponisternes værker var en fast bestanddel af programmerne. E t særlig yndet nummer, som publikum aldrig syntes at kunne høre for ofte, var Johann Strauss’ (senior) „Annen Polka“, populært kaldet „Nr. 3 “, fordi den ved førsteopførelsen var nr. 3 på aftenens program og gjorde så stor lykke, at publikum til slut råbte „nr. 3 igen“ . Kuriøst nok har m an allerede i Tivolis første sæsoner disputeret bravt pro et contra den alvorlige musik i kon­ certsalen. I Carstensens eget officielle talerør „Tivoli- Avisen“ betonedes det, at „al musik af mere alvorlig karakter ville endogså være af ren parodisk virkning på et sted, hvor den ikke har mere hjemme end danse- og operamusik i en kirke“. Ikke desto m indre prøvede Lumbye sig forsigtigt frem med en ouverture i hver afdeling, og den 4. august 1846 opførtes den første symfoni. E t pa r år senere indgik sym- fonikoncerteme som et fast led i Tivolis program. Årene gik, og H. C. Lumbye blev „Gamle Lumbye“, hans helbred, navnlig hørelsen svækkedes, og sæsonen 1872 blev den sidste, i hvilken han dirigerede. H an døde 1874, og samme år rejstes hans buste foran Glassalen, me­ dens Rathsacks store Lumbye-monument, som står m idt for Hovedindgangens illuminationsallé, stammer fra 1930. Siden H. C. Lumbyes dage har orkestret været ledet af en række kapelmestre, som hver ha r haft sit særpræg og påvirket orkestret i sin ånd, men den linie, H. C. Lumbye efterhånden havde lagt for koncertsalens arbejde, var så rigtig, a t den stort set følges den dag i dag. Den i ordets bedste forstand populære musik danner grundlaget for programlægningen, men derudover har den mere seriøse

1 1

musik sin rigelige plads på programmerne selv på alm in­ delige hverdage. Det er ikke alene de klassiske og rom an­ tiske standardværker, som på denne måde indgår i den daglige musik, også værker af samtidens førende kompo­ nister bliver bragt til opførelse og præsenteres for det lyd­ høre publikum , som måske ikke altid med det samme forstår de nye toner, men dog med interesse stifter be­ kendtskab med dem. Det er karakteristisk for de daglige programmer, at orkestrets egne musikere ofte optræder som solister, og disse uprætentiøse fremførelser af yndede værker nyder stor popularitet. De egentlige højdepunkter er dog de ugentlige solist- og symfonikoncerter, hvor generation efter generation af verdens mest kendte sangere og instrumentalister h a r optrådt, og hvor verdensberømte dirigenter ha r ledet orkestret.

Et særligt kapitel i koncertlivets historie var tiden, der fulgte efter schalburgtagen i 1944. Tivoli lod sig ikke slå ud, men genåbnede kort tid efter katastrofen, og da efter kun tre ugers forløb koncertsalsorkestret spillede op i den lille midlertidige sal i Wivex, samlede det aften efter aften et begejstret publikum, der benyttede enhver lejlighed til at give deres bifald til kende, når m an anslog de natio­ nale strenge. Harmoniorkestret frem træder første gang i Tivolis pro­ grammer sæson 1875, og omkring dets pavillon samles et stort og trofast publikum, der glæder sig over orkestrets populære repertoire. U nder de almindelige koncerter er orkestret sammensat som et rent blæseorkester, men når det udfører ledsagemusikken til Plænefomstillingerne, gri­ ber musikerne lejlighedsvis violinen.

Det såkaldte Promenadeorkester er af langt yngre dato, idet det først oprettedes i 1906. Dette orkester spiller først og fremmest lettere underholdningsmusik blandet med døgnets melodier. I mange år ha r orkestret haft sin place­ ring lige inden for hovedindgangen, således at dets muntre toner hilser nyankomne gæster og samtidig synger farvel til folk, der forlader haven. Det er dette orkester, der spiller til Pantom imeteatrets forestillinger.

14

Pantomimeteatret Tivolis pantom imer repræsenterer en særpræget teater­ form, som kan føres direkte tilbage til den italienske Com­ media dell’arte, som for 400 å r siden blomstrede i de norditalienske stæder. I denne gamle folkelige komedie optrådte faste figurer, som var karakteriseret ved groteske masker, og skuespillerne improviserede deres replikker på basis af en i store træk foreskrevet scenegang. Omstrejfende gøglertrupper bragte disse maskekomedier til Frankrig, hvor de i næsten 200 år var et populært ind­ slag på de parisiske markeders fjællebodsscener; men figu­ rerne mistede mælet i de nye omgivelser, og endnu i dag diskuterer teaterhistorikerne, om dette skete frivilligt på grund af sprogvanskeligheder eller nødtvungent efter magtbud fra Solkongen. Omkring 1720 skabte engelske skuespillere på basis af de parisiske stumspil en selvstændig pantom imeform af mere romantisk karakter og krydret med barokke tryllerier, og samtidig blev de plumpe og grove hovedfigurer forfinet og fik om trent den udform ­

15

ning, hvori de i dag er bevaret i Tivoli. Omplantningen til Danm ark kom dog ikke direkte fra England; omkring 1740 skete der det ejendommelige, at den engelske pan to ­ mimeform fuldstændig erobrede de parisiske markeds­ scener, og det var derfra de pantom imetrupper kom, som i de følgende år berejste Tyskland og Skandinavien. V ir­ kelig fodfæste i D anm ark fik pantomimerne dog først, efter at italieneren Pasquale Casorti i sommeren 1800 slog sig ned på Dyrehavsbakken med sin trup. H an forlod atter Danm ark i 1802, men hans søn Giuseppe Casorti bosatte sig i København og videreførte traditionerne i næ rt sam­

1 6

arbejde med englænderen James Price. Hermed var bag­ grunden skabt for, at pantomimerne fandt en naturlig plads bland t Tivolis forlystelser, men mere bemærkelses­ værdigt er det, at denne traditionsrige kunstart endnu trives i bedste velgående i Tivoli selv længe efter, at den er gået af mode andetsteds. Dette skyldes i første række den mand, Georg Car- stensen med et lykkeligt greb knyttede til sig, og som i 50 år var teatrets bærende kraft, bameverdenens tiljublede yndling, N. H. Volkersen, hvis Pjerrot-fremstilling bar genialitetens præg.

17

„Artist Volkersen“, som han til sin død kaldte sig, var akrobat ved Gauthiers beriderselskab, som optrådte på Petolettis Vesterbros Teater. H er spillede han sin første P jerrot i Casortis pantom ime „Den bedragne Skrædder“, instrueret af Petoletti, som var Casortis svigersøn. Året før Tivoli åbnede, engageredes han til brødrene Prices berøm te Morskabsteater sammen med Hesse, der indtil sin høje alderdom med usvækket vivacitet gjorde sine „pas“ på Tivolis Pantom imeteater i Harlekins gnistrende skikkelse. Ved Carstensens benefice i 1843 optrådte Volkersen første gang på Tivolis „åbne“ teater i „Harlekin mekanisk S tatue“, og blev fra næste sæson sammen med Hesse og Busholm engageret til denne scene. Men allerede det følgende år blev der kamp. Brødrene Price nedlagde i henhold til deres teaterprivilegium forbud mod sceniske forestillinger i Tivoli, og Det kgl. danske Cancelli gav dem medhold. Tivoli arrangerede d a i stedet for pantom imer en række Tableaux vivants; det første fremstillede „P jerrot på Dødslejet“, en lystig spot i smag med „Den danske Comoedies Ligbegængelse“ . I sæsonen 1845 blev der etableret en art fællesdrift mellem Tivoli og Vesterbros Teater, og Volkersen, Hesse og Busholm optrådte i deres pantomimeroller på dette

18

teater, der havde fået direkte indgang fra Tivoli. To år efter gav Christian V I I I dog Volkersen bevilling til i resi­ densstaden a t give „mimiske og athletiske forestillinger“, og fra 1847 indtil nu ha r pantom imerne været et fast led i Tivolis program . Sideløbende med pantomimerne opførtes til stadighed en række revyer, operetter, tableauer og balletdivertisse­ menter m.m ., men en ny æra i den gamle påfuglescenes historie oprandt, da kgl. balletdanser Paul Huld i 1911 som instruktør og fra 1916 som leder blev knyttet til teatret. H a n satte sig det mål at skabe en folkelig dansk ballet i Tivoli, og for det flinke balletkorps og de udmæ r­ kede solister, han fik knyttet til teatret, skabte han en lang og festlig række forestillinger, blandt hvilke den største succes var „Offenbach for Olympens Domstol“, som havde premiere i 1938, men h a r været genoptaget flere gange og ialt ha r opnået 270 fremførelser. Det er nu en fast tradition, at der hver aften spilles en af de klassiske, „casortiske“ pantom imer og i den sene forestilling en moderne udstyrsballet, og m an kan med rette sige, at næppe noget sted i Tivoli rækker fortid og nutid hinanden hånden mere fornøjeligt og hjerteligt end her ved det gamle Pantomimeteater. Slægt efter slægt ha r stået foran det åbne teater, som i 1874 af arkitekten, professor V. Dahlerup opførtes i dets nuværende, karakteristiske, kinesiske stil med påfuglehale- tæppet, og unge og gamle i forening h a r glædet sig over de klassiske pantom imer og de moderne balletter. „Pjerrot, sig noget“, råber børnene hver aften efter Pantomimeforestillingen, og stor er glæden, når han kom­ mer frem foran tæppet og får børnene til at råbe „H u rra “ —højere og højere. Hvor mange af de voksne tilskuere mindes da ikke, hvordan de selv som børn ha r stået på denne plet med deres forældre, som igen h a r fortalt om deres oplevelser på dette sted, da de var børn.

19

Det brogede Tivoli I Tivolis ældste tid optrådte gymnaster og stærke mænd på det lille åbne teater, men snart fandt artisterne deres faste tilholdssted på Kunstnerplænen m idt i haven. H er h a r i årenes løb op trådt en broget hærskare af akrobater og jonglører, linedansere og kunstcyklister etc. fra alle klodens nationer. Smagen h ar vekslet, og nye ideer h a r i kortere eller længere perioder præget programmerne. En overgang var kanonkonger, tårnudspringere og andre nervepirrende num re det store trækplaster, nu derimod undgår m an bevidst de livsfarlige sensationer og lægger mere vægt på det humoristiske islæt. Men til enhver tid h a r Plænen med sine vekslende programmer sammen med Koncertsalen og Pantom imeteatret udgjort grundstammen i Tivolis daglige underholdning. Ved siden heraf ha r de mest forskelligartede former for lettere underholdning kæmpet om publikums gunst med større eller m indre sukces. Allerede i 1844 udvidede Tivoli sit lejemål til at omfatte „Ø en “ i stadsgraven, oprindelig kaldet Holcks Ravelin, og her lå i mange år en populær sangerindepavillon. I 1890 opførtes en stor teaterbygning, som i den følgende

2 1

menneskealder gang på gang blev ombygget og på tu r anvendt til varieté, cirkus, dans, udstilling, biograf m. m., men egentlig først opnåede virkelig sukces efter i 1925 at være blevet omdannet til det internationalt prægede „A rena-Dans“, hvor bl. a. Erik Tuxens berøm te orkester i en årrække spillede op til dansen. I 1944 blev bygningen schalburgteret og nedbrændte totalt. På lignende måde h a r Glassalen i tidens løb væ ret an ­ vendt både som koncertsal og danserestaurant og til revyer, operetter, vaudeviller m. m., men ha r nu siden 1959 huset Tivoli-Varietéen, som drives af Tivoli selv. Lidt uden for Tivolis normale ramm er faldt sangerinde­ pavillonen „K isten“, hvor visedigteren W. R an tzau i en årrække residerede. Den lå til venstre for hovedindgangen med direkte adgang fra Vesterbrogade, og den blev senere udbygget til Apolloteatret, som nedbrændte i ja n u a r 1945 efter et bombeattentat. En mængde ballonopstigninger h a r fundet sted fra Tivoli. Den første foretoges i august 1851 af italieneren Joseph Tardini, som omkom i Kalveboderne nogle uger senere, da han var steget op fra Christiansborgs ridebane. Efter en snes års pause optoges ballonfarterne igen, og endnu i dag lever m indet om den danske luftskipper Lauritz Johansen, som foretog over hundrede luftfarter, inden han ved et pudsigt spil af skæbnen havnede i Grøften som en af Tivolis mest populære restauratører. I mere end en menneskealder prægedes Tivoli af teater­ maler Carl Lunds og senere teaterm aler Carlo Jacobsens farverige festarrangementer, som snart søgte sine motiver fra Venedig, Japan , Nordpolen etc., snart fremtryllede danske idyller med navne som „Rosen blusser“ , „I Borge­ g å rd “ og „Den gamle Købstad“ . Den populære restaurant Færgekroen var oprindelig et led i et sådant arrangement, „Dansk Fiskerleje“ , fra 1934, men opnåede så stor sukces, at den blev skånet for nedrivning.

2 2

fra Tivoli i Kjabenhavn.

De fleste af havens 23 restauranter er imidlertid langt ældre og h a r udviklet sig i takt med det stigende besøg og publikums voksende købekraft. Den eneste rigtige restau­ ran t anno 184-3 var indrettet i Carstensens bazarbygning og var altså en forgænger for Nimb. De øvrige serverings­ steder i det oprindelige Tivoli var nærmest en slags be-

23

værtningstelte, hvor gæster med egne madkurve kunne købe øl, snaps og „vand på maskine“, og først langt ind i dette århundrede h a r de udviklet sig til virkelige restau­ ranter, af hvilke flere i dag regnes bland t de bedste i København. Som et kuriosum kan nævnes, at der i Divan 1 og 2 endnu findes rester af de oprindelige lette yder­ vægge med bemalet lærredsbeklædning, men disse histori­ ske m inder skal søges m idt inde i de nuværende bygninger, hvor de vidner om, hvor voldsomt forretningerne i tidens løb h a r udviklet sig ved stadige tilbygninger. Tivoli-Garden h a r som så meget andet været under­ kastet udviklingens lov, og der gik mange år, inden Car- stensens lille vagtkorps fra 1844 udviklede sig til den nu så populære garde. I sin nuværende skikkelse, uniformeret som garderkorps med rigtige bjørneskindshuer, frem trådte Tivoli-Garden første gang i 1868, men orkestret, som nu i den almindelige bevidsthed står som korpsets vigtigste gruppe, blev ikke grundlagt før i 1909. Der lægges fra

24

3 N o g f t t i n = bele« ijwer 2)ng forcutfe« K j æ m p e n Og D v e r g * e n , D a v i d og G o l i a t h ,

Ubftilltugsloealet Nr. 2 ved R n tecbbanen • r a n

Tivolis side vægt på at skaffe drengene den bedst mulige undervisning, og denne musikalske skoling bliver i mange tilfælde afgørende for drengenes valg af livsstilling, idet de senere fortsætter uddannelsen på musikkonservatoriet. En meget stor del af de dygtige musikere, der i dag sidder i de store orkestre, ha r fået deres grundlæggende oplæring i Tivoli.

25

Fyrværkeriet ha r altid været det strålende punk tum på en Tivoli-festaften, og for også på dette punkt at kunne give sit publikum det ypperste, hentede Georg Carstensen i 1844 den italienske kunstfyrværker Gaétano Amici til København. Amici indrettede sit værksted på Frederiks­ berg, hvor en villavej er opkaldt efter ham , og han fik stor indflydelse på fyrværkerikunstens udvikling her i landet. En af hans efterfølgere skabte de for Tivoli specielle søfyr­ værkerier, som i særlig grad lægger an på lyseffekter fra ildfontæner, som roterer på vandet, og fra parterrefyrvæ r­ keri, som spejler sig i søen.

Oprindelig Grundplan.

Indgangen og Yognpladsen. Bazaren og Restaurationen. The-Pavillons. Colonnen.' Voliererne. Kilden. Fyrværkeri-Fortet. Billardet. , Jernbanen. . Rutschbanen.

A. Vesterport. B. Acciseboden og Bommen. C. Vesterbro. D. Alleen; . E. Dronningens Enghave. F. Fæstningsgraven. g. Templer, kinesiske Paraplyer, Kraftprøver etc. h. Flag- og Illuminations- Stænger.

11. Keglebanen. 12. Ishuset. 13. Øen og Broen. 14. Panorama. 15. Gyngen. 10. Laboratorium. 17. Divaner. .. 18. Koncertsalen.

19. Observatorium. 20. Gondol-Havnen. 21. Belvedere. 22. Caffé’er. 23. Theatret. 24. Kontoret. 25. Haveanlæg.

26

Tivoli af i dag Ville Georg Carstensen kunne kende Tivoli, hvis han i dag atter besøgte sin gamle have? Næppe. Ganske vist er ter­ rænets hovedformer de samme som dengang, og rygraden i Tivoli udgøres stadig af den gamle promenade, der følger Glacis’ets zigzag og markeres af ærværdige hundredårige allétræer, medens Tivolisøen ligger som et minde om den idylliske stadsgrav. Men den gradvise, år for år næsten umærkelige udvikling h a r alligevel præget Tivoli så afgø­ rende, at selv den mest sprælske hjerne ikke for 100 år siden kunne forestille sig resultatet. Denne stadige proces rummer Tivolis hovedproblem, som til alle tider h a r været at finde den rette balance mellem gammelt og nyt. Det kan vist ikke udtrykkes bedre, end det allerede i 1918 skete i Tivolis 75-års jubilæums­ bog, der indledes således:

2 7

„Alt skal være som det gamle, ellers kan vi ikke forstå det; men alt skal tillige være nyt, ellers keder det os. I de ord ha r en m and, der var klog på menneskene og livet, formuleret det store publikums evige fordring. K ravet er vanskeligt, —urimeligt, om m an vil. M en er det ikke netop Tivolis lykkeskæbne, at hver eneste slægt fand t det gammelkendt og nyt? Tivoli groede ud af vol­ denes København. Det bar altid m inder derfra. Det for­ nyedes gennem tidernes skiften. Men endnu fornemmer vi, på Tivolis grund, noget fjernt, der kalder på os, en dæmpet klang af gamle toner, selv om det er vor egen tids melodier, som spilles for fuldt orkester.“ I de senere år h a r det været af stor betydning for Tivolis dispositioner, at m an nu med et besøg på mellem 4 og 5 millioner pr. sæson er ved at nå grænsen for Tivolis kapa­ citet. Dette ha r bevirket, at m an for nogle år siden gik over til at have fuld illumination også på alle hverdage, hvorved m an tilstræbte at lette besøgstrykket i week-enden. En række andre dispositioner ha r tildels lignende sigte, bl. a. den reducerede formiddagsentré, den forhøjede entré i week-end’en, omlægningen af symfonikoncerter fra lør­ dag til torsdag, indførelsen af onsdagsfyrværkeri m. m. Samtidig h a r m an fremmet en mere intensiv udnyttelse af områder, som m an hidtil h a r kunnet tillade sig a t lade ligge ret ubenyttet hen, og herved ha r m an opnået en bedre spredning af publikum, som nu i stort tal søger til Smøgen bag rutschbanen, pergola-anlæggene langs T iet­ gensgade og de hængende haver langs H. C. Andersens Boulevard. Også en omfattende udgravning af kældre under havens bygninger ha r medvirket til at øge det effek­ tive publikumsareal og forhøje havens kapacitet. E t næ rt samarbejde med nogle af Danmarks bedste havearkitekter blev indledet til Tivolis 100-års jubilæum i 1943 ved anlæg af Parterrehaven ved søens nordlige bred med de særprægede springvandskummer og smukke blom­

28

sterbede. Senere er en række andre områder blevet omlagt til farverige og eksotiske haveanlæg, hvor publikum kan søge fred og idyl m idt i den travle storby. Efterkrigstidens forøgede velstand og voksende turisme h a r medført stadig stigende besøg og omsætning i haven, og dette h a r nødvendiggjort investering af millionbeløb til modernisering og udvidelse af de mange forskelligartede forretninger. Alt i alt kan det siges, at tiden efter den sidste verdens­ krig h a r været den travleste bygge- og anlægsperiode i Tivolis lange tilværelse, og det kan derfor ikke undre, at der ofte gives udtryk for, at nu m å Tivoli da snart være fuldt udbygget, så m an fremover kan indskrænke sig til vedligeholdelses- og m indre ombygningsarbejder. Georg Carstensen mødte en tilsvarende opfattelse alle­ rede i 1844, men med sikkert blik for Tivolis forpligtelse til altid at følge med tiden svarede han i et brev: „Tivoli bliver så at sige aldrig færdig“. Disse ord h a r nu, hvor Tivoli er langt over 100 år gammel, stadig samme gyldighed som i 1844, og man må håbe, a t det vedbliver at være tilfældet, så sandt som Tivoli altid skal være en levende institution, selv om den ha r sine traditioner dybt forankret helt tilbage i enevæl­ dens dage.

29

Billedfortegnelse Litografi fra gammelt souvenirhæfte. Illustration fra biografi 1872. Annonce i Flyveposten 13/8 1858. Sam tidigt portræ t af H. C. Lumbye. Litograferet nodeforside. Galoppen opført første gang på Tivolis åbningsaften. Illustration fra Tivolis Festalbum 1893. Illustration fra Tivolis Festalbum 1893. Interiør fra Tivolis anden koncertsal. Dahlerups Pantom imeteater. Fransk Harlekinfigur fra 17. århundrede. Pantom imeteatrets Pjerrot, 1876. Portræ t af N. H. Volkersen. R appo som Herkules. Artistoptræden på det gamle Pantom imeteater Fragment af Tivoliavisens hoved. Ballonopstigning fra Tivoli i 1878. Tivolis første cirkus 1845. Plakat fra 1868. Plan over det oprindelige Tivoli. Tivolis nye koncertsal. „Kong Georg Carstensen den Første“, karikaturtegning. Tivolis ældste indgang. Tivolis første koncertsal.

'ide 3 „ 4 „ 5 „ 6 „ 9 „ 10 „ 12 „ 13 „ 14 „ 15 „ 16 „ 17 „ 18 „ 20 „ 21 „ 23 „ 24 „ 25 * 26 „ 27 „ 29

b f %

Denne bog er i anledning af 150-års dagen for Georg Carstensens fødsel udsendt af Tivoli i 7000 eksempla­ rer, hvoraf 4000 på dansk og 3000 på engelsk. Den i 1926 udsendte bog af T i­ volis hovedbogholder G. K. Harvild: „Tivoli i Fortid og Nutid“, har for visse af­ snits vedkommende dannet grundlag for nærværende publikation. „Tivoli og Georg Carsten- sen“ er tilrettelagt af Spjæt Christensen og er trykt hos A /S L. Ihrichs Bogtrykkeri. Klicheerne er fremstillet af Bernh. Middelboes Repro­ duktions-Anstalt.

!

|