TivoliI50Aar

72

trække Portvinen op, men Busholm raabte øjeblikkelig: »Stop! det behøves' ikke, jeg har selv Vinen med.« Og op af Lommen trak han en lille Medicinflaske med Portvin i, og begyndte at skænke rundt i Glassene. Gæsterne maatte give ham Ret, det var virkelig »en Flaske Portvin«, selv om den var lille, og Mandix trak sig fornærmet tilbage til de indre Gemakker. En anden meget bekendt Vært, som med særlig Forkærlighed udtalte sig om sine Rejser, fik en Dag Besøg af en Artist, der var ledsaget af en udmærket smuk Hund. Ved en Flaske Vin, som Restauratøren trakterede med, fortalte den sidste om alle de mærk­ værdige Ting, han havde truffet paa i »Bordeaus« og Paris, og Kunstneren hørte meget opmærksom efter og gav imellem sit Bifald tilkende. Der blev en Pause i Underholdningen. Saa sagde han: »Ja vist, min gode Ven, De har oplevet meget mærkværdige Ting og set mange sjældne Sager og Præstationer, men jeg tør bande paa, at De aldrig har set Mage til Dyr som min Dog her.« »Den!« svarede Værten, »det er jo en ganske almin­ delig engelsk Bulbider, er der noget saadan særlig »preten- tiøst« ved den?« »Har Du nogensinde før hørt om en Hund, der kan tale?« svarede Dyret . »Hva’ for noget? Hva’ for — hva’ er det?« »Det er ikke andet end min Herre, der har lært mig at tale, det har kostet Besvær, men nu gaar det godt,« vedblev Hunden. ■ »Er det virkelig sandt?« »Du kan jo høre, at jeg taler helt flydende.«