TivoliGennem75År_1843-1918-3.31.2016 11-22-36 PM

74 tør ikke forsvæ rge det, naar man erindrer, hvad der fra samme Side er præsteret i den Retning. Aaret efter udkom Fru Gy llem bourgs Novelle »To T ids­ aldre«. Her sættes T ivo li under Debat. En a f Novellens P e r ­ soner fryg te r for det demoraliserende i den megen Anledning til at vise sig, til at søge al sin Glæde udenfor det huslige L iv ; han forarges over »disse Koner og P iger a f den simpleste borgerlige Classe, i deres a f Pyn t og Stads overlæssede Co- stume, der for det meste snarere viser end skjuler, at disse Damer ikke ere Damer«. Men en anden, der finder stort B eh ag i T ivoli som Samlingssted for de forskellige Klasser, gø r gæ l­ dende, at den Slags Smagløsheder og Mangel paa T ak t netop finder den bedste Tilrettevisning derved, at det mere dannede Selskab blander sig med det mindre dannede og forbedrer det. En noget lignende, men langt mere indgaaende T ivolidebat finder man, saa sent som ved Slutningen a f Halvtredserne, i H enrik H er tz ’ store Fortæ lling »Johannes Johnsen«, der frem ­ kom i hans Tidsskrift »Ugentlige Blade«. H ertz vender her gentagne Gange tilbage til Tivoli, saaledes som det va r i de første Aar. P rokurator Himmelund, der i H er tz ’ Fortæ lling re ­ præsenterer Modstanden mod Tivoli, komm er ved et Besøg derinde til at tænke paa »den lille B y Mundus, der lod sig bygge en pragtfuld og overvæ ttes stor Byport, hvo rover En udbrød: »I Myndiske Mænd, seer vel til, at Eders B y ikke løber ud gjennem Porten!« Prokuratoren befrygter, at vo r sunde Sans, vore jæ vne Sæder, for ikke at tale om vore sam ­ mensparede Skillinger, skal løbe ud gennem det store T ivoli eller gennem lignende Anstalter, som nu vil vokse frem i dets Spor. Helt anderledes ser Johannes Johnsens Ven, den juridiske Kandidat V ivike, paa Georg Carstensens Tivoli. B egge V en ­ nerne føler sig betaget a f det store Terræn med dets utallige farvede Lamper, med den uvisse Dæm rings-Belysn ing, den bølgende Menneskesværm , de nære og fjærne Toner. »Dette Sted,« siger Vivike, »giver et factisk Beviis for, at det Poetiske, selv det Phantastiske, det Drømmende og Anelsesfulde under en kunstforstandig Styrelse endnu i vo r nykterne T id kan finde