Tivoli-3.31.2016 11-22-36 PM

det danske Kancelli, men hvad vilde det sige? Kina er indrettet paa kinesisk, men der faar man god The for Røverkjøb og boer i smukke Pavilloner med Klokker og forgyldte Sfinxer paa Hjørnerne; Kina er et godt Land, hvorfor skulde vi ikke ville være Kinesere ? Vi kunde formæle os med Fandens Oldemor; hendes Rige, Helvede, er rigtignok beboet af Djævle uden Fipskjæg og Glacéhandsker; men der er sta­ dig Fyrværkeri. H elvede er et interessant Sted, lad os gaa ad H el­ vede til!w Carstensen tvang alle til at beundre sig — kun ikke Aktionærerne. De knurrede, naar Procenterne ikke flød i Guldstrømme, en Egenskab de har testamenteret deres Efter­ følgere. Og de tabte ganske Modet, saasnart det gik eu Kjende galt. I 1843 og 44 havde Aktionærerne kun Grund til glade Smil. Renten var i den første Sommer (fra 15de August) 7 pCt. Og strax i 1844 kunde man se, at Indtæg­ ten vilde blive enorm. Der havde alene i den første Maa- ned været 105,000 Mennesker i Tivoli, og paa Fødselsdagen var af Kjøbenhavns 120,000 Mennesker ikke mindre end 16,000 til Fest, altsaa mere end hver 8de Kjøbenbavner. Saa jobbede man med Tivoli Aktier; de, der havde kjøbt dem for 15 Rdl. Stykket, kunde faa langt over det dobbelte for dem og — gjorde dog en daarlig Forretning. Thi saa rigt var Udbyttet, at Procenterne steg til 26. Georg Carstensen var en Finansmand af Rang — und­ tagen naar det gjaldt hans egne Affærer. Men han havde al sin Dygtighed behov overfor denne Spekulationssygens Glubskhed, der bragte Folk til at forlange glimrende Udbytte, hvormeget de saa end havde givet for Aktierne. Han var den, der beroligede de vankelmodige, og den, der revsede de begærlige. Han henviste de ængstelige til, at alene Lejen af Etablissementerne i Haven var 11,000 Rdl. aarlig. Men over­ for Jobberne forsvarede han sit Tivoli paa en fast og værdig Maade. Man mærker gjennem hans Ord Kærlighed til det Værk, hans Skabergeni havde givet Liv. Han skriver saa- ledes i 1844: »Her grundlagdes ved svage, men forenede Kræfter, en Anstalt, som var paatænkt at skulle være mere til fælles Glæde end til fælles Gavn. Her var ikke saa meget Tale om en øjeblikkelig betydelig Gevinst, som om