Tivoli_1893

vred paa, men Folk saa glade ved, saa de stod opstillet i Rad for at komme til at suse afsted med den, den skulde nok give Appetit. Den gør det ikke mere nu, for den er borte. Tilbage har vi kun Mindet og Filosofen Siesbys Ord: „Det er et sindrigt Skuespil, som her for Øjet stedes,

vort hele Liv er dog en Rutsch, det gælder kun H v o r le d e s ? E n rutscher med et m untert Blik, en gør kun sure Miner, en gotter sig og skoggerler, en højt i Skyen hviner. Men hvordan det end H verm and gaar, som sig paa Farten vover, staar Mængden stedse nedenfor og m orer sig derover.

Og den gamle Karussel, som tusinder har ofret deres Firskilling paa — snurrede den hyggelige, gamle Tingest end nok saa hurtigt rundt under Musik, der ikke kunde faas bedre paa Dyrehavsbakken, løb den dog ikke fra sin Skæbne. Lumbye filede — efter Kontrakt — paa sin Vio­ lin til Æ re for den, og Siesby drejede sin Lire: „Den drejer sig og drejer sig evindelig omkring og kommer dog ej videre, det er en afgjort Ting. Det gaar dog stedse lystigt Hvad eller hvem derinde kunde i det hele taget und- gaa at komme paa Vers? Maaske det mærkværdige Spil, Tivoli en Gang havde, Ornithoboleia, »hvor hvert Kast koster 4 Skilling og 3 Kast 8 Skilling, enhver, der træffer Centrum betaler intet«, undgik det, og den gamle Billard­ pavillon, »hvor Partiet koster 4 Skilling om Dagen og 6 89 under L atter og Musik, og det er m er end altid det her i Verden gik.“