Tivoli_1893

løb — og saa naturligvis Ferie — saa har man f. Ex. strax en Bør nefest med glad Latter om Dagen og træt Graad om Aftnen. Men naar Eftersommeren kommer, og Børnene er i Skole, og de voxne synes, der er koldt i Tivoli, saa kommer den svære Tid, de egentlige A r r a n g e m e n t e r s Tid. Saa maa Tivolis Arkitekter holde for; alt hviler da paa^dem. Og ingen vil nægte, at de i 1887 udfoldede en Virtuositet, som om de hele deres Liv kun havde bygget italienske Paladser og arrangeret festlige Gondolfarter paa Venedigs Kanaler. Hvor tog Forum sig ikke bedaarende ud i stille Maaneskinsvejr, og hvor lød ikke Ocarinoerne nysseligt fra Gondolerne, der gled afsted ned ad Kanalen i »den italienske Gade.« Og hvor smagte ikke den italienske

Vin, den man drak af Allemandsglas, sur som den reneste Urtekræmmer-»Graves«. Og A m a g e r l a n d med Andedammen og alt det andet, der liører med til en velassorteret Amagerhusholdning. Pivor var den Dam med sin halve Alen Vand ikke naturtro, & saa tragisk naturtro, at et Menneske vilde drukne sig deri. Der var Gilde for Arbejderne og midt under den gladeste Stemning talte en af de Overordnede haarde Ord til en af 60