Tivoli_1893

er dansk ; lian udmærker sig ved grotesk, tør Humor; han er rask og kejtet paa samme Tid og han gotter sig over

sin egen Dumhed, der glimtvis afbrydes af polisk Snedighed. D et er navnlig ved Overgangene fra den mest stillestaaende Dum­ hed til den pludseligt vaag- nende, ilfærdige Snuhed, han naar den store komiske Virk­ ning. Derfor er Volkersens Pjerrot ogsaa først og fremmest Børnenes Pjerrot; der er aldrig stærkere Jubel, end naar Bør­ nene er stuvede sammen i deres reserverede Baas. Det er deres Raab: „Sig noget Pjerrot“, der Aften efter Aften lokker ham

Buslioim jun.

frem foran det nedrullede Tæppe, hvorfra han med en for­ færdet Grimase i ilsom Flugt trækker sig tilbage. Men adskillige Gange har et andet Raab lydt; naar Volkersen har været syg og Busholm jun. har spillet Pjerrot, var Raa- bet: „Hvordan har Pjerrot det?“ Saalænge Volkersen le­ ver, er han den eneste ægte Pjerrot, men naar han en Gang trækker sig tilbage, vil Busholm blive det; thi han, der allerede som treaarig spillede „Djævleunge“ og i aar- vis har spillet de forskelligste Roller, har fortræffelige Be­ tingelser for at kunne fylde Pjerrots hvide Frakke. Udenfor Scenen er Volkersen en elskværdig gammel Bor­ germand. Megen Sorg har han døjet i sit private Liv og ofte har Humøret vel næppe været synderlig lyst. Men saa galt, som Sagnet gaar, er det heller ikke; thi Historien om den humørsyge Mand, hvem Lægen anbefalede at se Pjerrot, og som viste sig selv at være Pjerrot, fortaltes om Casorti, før Volkersen nogensinde var optraadt. Det er en Historie, der rimeligvis gaar i Arv fra den ene Pjerrot til den anden; thi baade Malere og almindelige Mennesker har en snurrig Tilbøjelighed til at fremstille Pjerrot som Melankoliker. 46