Tivoli_1893

4 3 mende et Yæld af Toner, som gør Sindet let og Hjærtet glad, hans livfulde Musik har taget os fangen og bundet os med stærke Baand. Gamle Lumbye — som var ung til det sidste, som un­ der sine hvide Haar bevarede Ungdommens Friskhed. »Han naaede aldrig ud over Grænsen af den første Ungdom«, hedder det i en af Nekrologerne over ham, »Vid­ underbørn bliver sjældent gamle, og han var et ægte Vid­ underbarn, han vedblev at være Barn, saalænge han levede, baade før og efter at han havde naaet den tredje Snes.« Da Tivoli holdt 25 Aars Jubilæum, og en Feuilletonist søgte Lumbye for at faa ham til at fortælle noget om sit Liv, vidste han intet andet at sige end: »Ja det skulde jeg gærne, men jeg har egentlig aldrig oplevet noget rigtigt. Alt er saadan gaaet af sig selv, som det bedst kunde. Jeg har lavet Danse, og jeg har ført an, o g ja det er i Grunden alt, hvad der er at fortælle.« Det gik just for Lumbye, som det bedst kunde. Sjældent satte han sig ved Klaveret eller Skrivebordet for at ville komponere. Men naar han efter Middag tog sig et Blund, kunde han pludselig fare op, styrte hen til Klaveret, spille en Melodi igennem og saa kradse den ned ved Skrivebor­ det. Mange af hans Kompositioner er fødte efter en stille Middagslur, og mange efter en glad Aftens lystige Lag. Paa denne Vis' skal Champagnegaloppen være bleven til. Denne Galoppernes Galop, der har gjort Lumbyes Navn kendt i enhver Krog herhjemme og skabt hans Berømmelse Verden over, der er spillet under Jubel de tusinder Gange og kal­ der Bravo-Raabene frem, hver Gang dens første Strofer høres, der ildner op som Finalen paa en Aftens Balglæder — Champagnegaloppen, den ægteste, gediegneste Lumbyer, blev undfanget — lyder Sagnet — da Lumbye en Mor­ genstund glad vandrede hjem fra et lystigt Champagne- Gilde. Da Solen sendte sine første Straaler ind ad Vin­ duerne, sad Lumbye ved sit Klaver og spillede den udøde­ lige Galop, der burde kunne gøre Champagnen til National­ drik — hvis den ikke var saa forbandet dyr. 25