Titan_1947-3.31.2016 11-22-36 PM

Løbet af en 10-Timers Arbejdsdag. Med Kranerne kunde man nøjes med tre Mand, og saa kunde der præsteres næsten ligesaameget i Timen! Mens det forhen tog 8 Dage at losse en Last paa 3000 Tons, lod det sig nu gøre paa to Trediedele af ét Døgn. Man kunde ligesom ikke rigtig fatte det i Datiden. Ved Lejlighed blev Kulkompagniet ringet op fra Lodskontoret i Helsingør. Man mente, det maatte være forkert, naar Kompagniets Damper var blevet rapporteret sydgaaende med fuld Last en Søndag Morgen Kl. 4 og samme Aften atter havde passeret ballastet mod Nord! Saa vidt man vidste, var der kun én Damper, der hed »Julius Holmblad«. Og det var der ogsaa. Takket være det praktiske Anlæg havde man kunnet losse den i Løbet af Dagen. Kulkompagniets Anlæg var enestaaende for sin Tid, det største som indtil da var »udført i Europa, ja et af de største og mest fuldkomne i Verden«. Foruden Kranerne omfattede det tre store Kulsiloer, fra hvilke Jernbanevogne og almindelige Vogne kunde læsses, og 36 automatiske Baner, ad hvilke Kul­ lene blev ført henholdsvis ind i Siloerne og ud paa den store Lagerplads bag disse. Og det Anlæg gjorde Fyldest i fyrretyve Aar. Først i 1937 blev de fem Parabelkraner erstattet med to mere moderne Kraner, kørende paa en Beton­ bro, mens kørende Svingkraner af forskellig Type tidligere var monteret paa Broer over Lagerpladsen. Dette moderne Anlæg vakte selvforstaaeligt ikke saa megen Opsigt som det gamle, til hvilket Kulhandlere fra hele Europa valfartede, en god Reklame for Titan, som endog fik overdraget Udførelsen af det første Kullosningsanlæg i Tyskland. Frihavnsanlægget saavel som Anlægget paa Vestre Gasværk var som nævnt drevet ved Dampkraft, og da Havnen udfor det sidste blev fyldt op i Aaret 1898, saa Anlægget maatte fornys, og Forbindelsen fra de tre ny Elevatorer til selve Værket blev etableret ved en Kabelbane, blev her ogsaa indrettet et særligt Kraftanlæg. Men det følgende Aar, da man udførte et Kullosnings­ anlæg ved Østre Gasværk med Forbindelsesbanen til Frihavnen, som eksiste­ rer endnu fik de to Hun t’ske Elevatorer hver sin Dampkedel, hvilket paa den ene Side gav Kranerne større Bevægelsesfrihed paa Sporet, paa den anden nødvendiggjorde en ekstra Fyrbøder. Ogsaa de andre Anlæg fra samme Periode, Tiden indtil 1901, tre i Sverige og Norge, samt et i Masnedsund, blev drevet med Damp, med Undtagelse af den Hun t’ske Kran ved The Kellner Partington Paper Pulp Comp. ved Sarpsborg i Norge. Her var Drivkraften Elektricitet. Hermed indledtes en ny Epoke i Kranbygningens Historie. Det vil sige for T itan s Vedkommende. I Tyskland havde man allerede før 1890 fremstillet 182