TilfældetSofiegården_1969

Chef-dommeren og chef-assesoren arbejder hårdt, mens anklagen med ækvilibristisk snil­ de og megen latinisering køres frem mod os- færdig* Dommeren siger tak, kaster blikket på forsvareren, der stadig ser søvndrukken og tømmermandshærget ud, han liver op, og begyn­ der en lang tale om det offentliges ulovlig­ heder, og vore dyder — dog, retfærdigvis, mest det første! Anklageren fortsætter sin skygge­ boksning, og argumenterer mod det oplæg, han i dagene forud, har givet forsvareren i mun­ den, for til sidst at bøje sig for sine egne argumenter fra modpartens side!! Dommeren, med usikre smil, lettere forvirret. Hele scenen grotesk fra vor side: Bordene tæt besat med arkitektlamper, jeg ser dommerens ansigt skå­ ret i stykker af disse lampearme, og hele sce­ nen som et puslespil med levende brikker. Snart en arm, snart en hånd, en knap i en jak­ ke - øret halsen skulderen - eller ingenting. Der er ikke lys i en eneste lampe - armene atritter til ingen nytte op og ned - ledninger ne der skulle give dem liv er bundet om lam­ pearmene. Det er en splinterny retssal, så det er kun lys i loftet over os - Og pludselig er er det ferbi, ingen votering eller kendelse, bare et: Vi ringer til jer, når vi ved hvad vi vil sige. Dette var i virkeligheden revolutionens aller­ sidste øjeblik! N er det ikke os længere. Nogle få mennesker skal nu bestemme over det, vi har stridt og stræbt for at nå frem til.

t f