TilDenPharmaceutiskeLæreanstalt_1892-1917

faa gjort en Undtagelse for den paagældende, saa at det for saa vidt kun gaar ud over ham, som det skaffer ham Ærgrelser og Ængstelser for Udfaldet. Selvfølgelig er Uheldet dog oftest Exami- nandens Skyld; men denne kan atter variere lige fra det Minimum af Skyld, der ligger i hændelsesvis, f. Ex. ved et Sammenstød, at vælte sit næsten færdige Præparat paa Gulvet, og til den større Grad af Skyld, der f. Ex. ligger i ved en Analyse at have begyndt Arbejdet med en om det forelagte Æmn e s Natur forudfattet Mening, der viser sig fejlagtig, saa at Arbejdet ikke kan fuldendes indenfor den givne Tidsfrist. Paa den anden Side vilde det sikkert — selv om Tilfælde som de antydede hændte endnu hyppigere, end de gør — være at gribe forkert, om man derfor ganske opgav Examen og satte Lærerens frie Dom i Stedet. De Egenskaber, der, rent bortset fra Kundskaberne, saasom hurtigt Omdømme eller Divinationsevne ved et Examens- bord, er særlig værdifulde, har ogsaa deres store Betydning i Livet; for saa vidt Examen afgiver et Maal ogsaa herfor, har den ligesaa stor Værdi som Lærerens Vidnesbyrd. Det laa derfor nær at tillægge Vidnesbyrdet og den ved Examen erhvervede Charakter lige stor Værdi i Forhold til det endelige Examensresultat, og saaledes blev det. Paa Læreanstaltens Initiativ fremkom den kgl. Anordn, af 20. Novbr. 1902, hvorved Candidatexamen fik sin 5te Skikkelse. Den væsentligste Forandring var, at Læreanstalten drog Konsekvensen af den obligatoriske Undervisning og jævnsides med enhver Charakter, der blev given ved Examen , gav et »Vidnesbyrd«, der gjaldt det samme som Examenscharakteren. De øvrige Forandringer i Examens- planen var af rent formel Art og angik kun særlige Charakterer i uorganisk og organisk Chemi og særlig Prøven i botanisk og pharmacognostisk Mikroskopi. Examensfordringerne ændredes ikke. — Ordningen fastslog officielt, at Examensuheld existerede. Kom Examensresultatet ved en praktisk Prøve til at ligge en vis Grad under Lærerens Vurdering af Candidatens Kvalifikationer, havde denne Ret til at gøre Prøven om. Det var selvfølgeligt, at ved den første Examen, der afholdtes, efter at den kgl. Anordning udkom, stilledes det Eleverne frit, om de vilde underkaste sig Bestemmelserne i den nye Ordning, eller om de foretrak den ældre. Resultatet blev, at af de 55 Examinander, som indstillede sig i Foraaret 1903, valgte 36 (hvoraf 34 bestod) den nye Ordning, medens 19 (hvoraf 13 bestod) foretrak den ældre. Man