ThovvaldsensMuseum_1895

Værelse IV.

6 4

mod hans ideale Syn paa Kunstens Maal og var netop det, der stødte ham i Canovas nøgne Kvindefigurer. Som Emne for sin Fremstilling valgte T h . det Ø jeblik i Gudindens L iv, da hun viste sig for en dødelig i sin højeste Skønhed. Anledningen var følgende: Ved en Bryllupsfest, hvortil alle Guderne var indbudte undtagen Tvedragtens Gudinde F ris, kastede denne for at hævne sig et Guldæble med Indskriften : „T il den skønneste Gudinde“ ind i Forsam lingen. Da Guderne ikke kunde blive enige om, hvem der v ar den skønneste, overlod de A fgørelsen til den trojanske Kongesøn Paris. Juno, Minerva og Venus bejlede om Prisen. funo lovede Paris Magt og Rigdom, Minerva bød ham Visdom, men Venus vilde give ham den skønneste Kvinde, og hende tilkendte han saa Prisen, efter at han havde skuet hende i al hendes Dejlighed. — D et er denne Scene, T h . har frem­ stillet. Venus har lige modtaget Guldæblet, som hun holder i den løftede højre Haand og b e sk u e r; men med den venstre tager hun uvilkaarlig sit Klædebon, som hun har kastet over en T ræ stub tæt ved. Hun b ø je r sig lidt til venstre og gø r i det samme et Skrid t tilbage med venstre Fod . I næste Ø jeblik vil hun løfte Klædebonnet op for Underliv og B ryst og atter dække sig. T h . har ved denne Bevægelse, som motiverer Bøjningen af Kroppen og giver L ejligh ed til et rigt Spil af L in ier og Flader, lagt et Blu­ færdighedens Præ g over sin Venus, som ingen af de senere antike Venuser ejer. Hvad selve Formskønheden angaar, kan den godt stilles ved .Siden af disse (de findes i Museets Kæ l­ der blandt T h .s A fstøbninger efter Antiker). Den er fuldendt dejlig i Helheden som i alle Enkelth ed er; det er Kvindeskon- heden i sin Blomst, fuldtudfoldet. G aar man tilbage og ser paa de tre G ratier i forrige Værelse, s)’nes deres K roppe næsten udstoppede i Sammenligning med Gudindens levende Marmor­ kød. Mindst L iv er der i Ansigtet, hvis T ræ k er fine og regelmæssige, men hvis Udtryk er noget tomt. T h .s Venus er Skønhedsgudinden, ikke Kærlighedsgudinden; der er i Virkeligheden ikke E lskovsfølelse at spore i hende; men det laa overhovedet ikke for T h . at give denne Følelse Udtryk i sin Kunst, hvor stor en Rolle Amor end spiller i den. Han har legem liggjort Kærligheden i Amors Skikkelse, og i mange Væ rker paa rent ydre Maade vist Amors Magt over baade Guder og M ennesker; men af Figu rer, der er fyldte af Kærlighed, særlig af den Kærlighed, som Elskovsgud-