ThovvaldsensMuseum_1895

5 2

Værelse II.

D r e n g , der tyranniserer alt og alle; dette skildres bl. a. i en Række yndefulde Smaadigte, som tillægges den gamle græske D igter Anakreon, men i Virkeligheden er fra en langt senere T id. T il sidst opløser Amor-Figuren sig i en Mængde smaa A m o r i n e r (E ro ter), der driver deres Spil med Menneskene. — T h . har fremstillet Amor under alle disse Form er, især dog som den kaade D reng, dels fordi denne Form gav ham Lejlighed til de forskelligste V aria­ tioner af Em n e t: Kærlighedens Magt, dels fordi den nær­ mest svarede til den Opfattelse af Kærlighedens Væsen, som hans egen E rfaring paa dette Omraade havde givet ham. Han havde jo selv gentagne Gange været O ffer fol­ den kaade D rengs Pile og haft sine smaa Fo relskelser uden dog nogen Sinde at blive saa dybt ramt, at han kom til at bæ re Mærke deraf hele L iv et igennem. Han er­ kendte villig E lskovs Magt over alle og alt i Himmel og paa Jo rd , men han saa den helst som en herlig L e g ; den E lskov, der har S o rg og Synd og Sm erte i Fø lg e, vilde han ikke have med at gore. Netop de anakreontiske D igtes skælmske og yndefulde Motiver var noget for ham, og saa det skønne Sagn om Amor og Psyche, som den gamle romerske D igter Apulejus har fortalt saa nydeligt, og som senere har givet D igtere og Kunstnere Sto f, til mange Væ rker. I dette Sagn er Amor, Kærligheden, personificeret i den skønne Ynglings Skikkelse og Psyche, Menneskesjælen, i en dejlig ung Kvindes, den dejligste af tre Kongedøtre, fortæ ller Apulejus, som ingen turde bejle til, netop fordi hun var saa dejlig. S a a befalede et Orakel hendes Foræ ld re at fore hende op paa et højt B jæ rg, hen til Randen af en Afgrund og forlade hende der. D e gjorde det, men da hun blev alene, tog en mild Zefyrvind hende paa sin Arm og b ar hende afsted hen til et dejligt S lo t langt borte. Her kom Amor i Nattens Morke til hende, uden at hun nogen Sinde fik ham at s e ; thi han advarede hende mod at efterforske, hvem han var, da hun saa vilde miste ham. Imidlertid følte hun sig meget ene om Dagen og bad der­ for sin E lsker om, at hendes Sø stre maatte komme og holde hende med Selskab. D ette fik hun L o v til, men da Søstren e kom og saa al Herligheden og hørte om den usynlige E lsker, gav de P syche det onde Raad at dræbe ham om Natten, naar han sov ved hendes S id e ; thi han maatte jo være et Uhyre, siden han ikke vilde ses. Hun