ThovvaldsensMuseum_1895

38

Forhallen.

Hun løfter Blikket mod Himlen med en dejlig- Bøjning af Hoved og Hals og lægger Armene korsvis over B rystet hengivende sig til den guddommelige Naade og Kærlighed, som fylder hende og bringer hende til at udbryde i Bon eller Lovsang. Det er en a f de sjælfuldeste af T h .s F igu ­ rer, og den vilde være det ogsaa uden de ydre A ttributter, han har udstyret den m ed : Løvehuden og Køllen, der er

hentede fra den antike S ty rk e - Gud Herkules, hvis første Stordaad var at dræbe en vild L øv e, hvis Hoved han der­ efter brugte som Hjælm, medens han svøbte sig i dens Skind som i et Panser. T h . har klædt sin Figu r i Løvehuden som Styrketegn, men Køllen, den raa Krafts Redskab, Sym bolet paa den jordiske Styrke, træder hun under F ø d ­ der. Den tilsyneladende Modsigelse i, at hun beholder Løvehuden, men foragter Køllen, skyldes den Omstændig­ hed, at Figuren egent­ lig er en Omdannelse af en hedensk Figur, Herkules’ Elskerinde Omfale, der ved sin Filskov bedaarede og

D en himmelske Styrke. (Pave-M indesmærket .

afvæbnede Styrkens Gud som Dalila den stærke Samson. T h . har gjort Udkast til en saadan Omfale-Figur, en nøgen Kvinde, der svøber sig i Løvehuden og leger med Køllen, en Variation af hans Yndlingsmotiv „E lskovs M agt“, som han saa ofte har behandlet i sine Amor-Relieffer, men da denne Kvindefigur endelig udførtes, blev det ikke den sanse­ lige E lskovs Magt, deii kom til at fremstille, men T ro en , den inderlige Gudhengivenhed, „denhimmelskeS ty rk e “, og Figuren beholdt Løvehuden som et ganske udvortes Sym-