ThovvaldsensMuseum_1895

Værelse L.

mandlige og kvindelige Legem sform er og Ejendommelig­ heder fristede en sen og raffineret T id s Kunst. Stat. Nr. 40 (Bv.) Silen med Bacchusbarnet. — Silen, en af Bacchus’ Fø lg e, fremstilles hyppigst som en skaldet, tykmavet, gemytlig beruset, gammel S a ty r — i denne indtagende Gruppe derimod som en ældre, kraftig bygget Mand, i hvis T ræ k (foruden i Halen og Ørene) Satyrnaturen vistnok spores, men forædlet og gennem- trængt af stor Elskværdighed. Han læner sig til en a f en Vinranke omslynget Træstamme, holder den lille Bacchus paa sine Arme og b etragter ham med et Udtryk af rørende Ømhed. Gruppen fandtes i det 16de Aarh. i Rom og er nu i Louvre i Paris. Byste Nr. 122 (Bv.) Hovedet af den farnesiske Her­ kules, en kolossal Statue, der fandtes i Ruinerne af Cara- callas Bade i Rom og nu er i Museet i Neapel. S ty rk e ­ guden læner sig til sin Kølle med et træt og kummerfuldt Udtryk i Ansigtet, der staar i en ejendommelig Modsæt­ ning til det i Muskelkraft næsten overudviklede Legem e. Billedhuggerens Navn, Glykon fra Athen, er indhugget paa Fod stykk et; han antages at have hørt til den ovennævnte græske Koloni af Billedhuggere, der i Republikkens sidste og Kejserdømmets første Aarhundrede dyrkede Kunsten i Rom og her bragte den til en ny og rig Blomstring. Byste Nr. 9 9 (Bv.) det mest berøm te Jupiter- Hoved, fundet i O tricoli, en Landsby ved T ib eren nord for Rom , nu i det vatikanske Museum ; ansaas tidligere for at gen­ give Fid ias’ mægtige Guld-Elfenbens Billede af Jupiter i Templet i Olympia, men menes nu at skrive sig fra en langt senere T id (is te Aarh. f. K r.) paa Grund af den lidenskabelige K raft og effektfulde Behandling, som ikke passer til Beskrivelsen af det gamle Gudebillede, der først gik til Grunde ved Templets Brand i det 5te Aarh. e. K r. Byster Nrr. 102 — 103 (Bv.). — Minerva, kolossale Brystbilleder med korintisk Hjælm af Visdommens alvorlige og strenge Gudinde. Værelse L. Nr. 36 Amor og Psyche. — D er er nydelig Fø lelse i denne Gruppe, men den er tung i Form erne og ikke absolut skøn i Linierne. Den anses for sen Kunst (2det—