ThovvaldsensMuseum_1895

Korridoren.

22cS

Spyd. — Nrr. 4 6 3 og 4 6 2 Diana fælder Orion med sin Pil, fordi han elskes af E o s (Morgenrøden). — Nr. 4 7 6 Adonis. — Nr. 475 En Jæger . der har fældet en L øv e. — Nr. 477 Narcis, som forelsket betragter sit eget B il­ lede i Vandet; Amor staar b ag ved og spotter ham. Blandt T h .s Gemmer (se Vær. X X X V II S . 239) findes en (Nr. 8 51 ) med lignende Motiv; men her symboliserer en bortflyvende, klagende Amorin hans ulykkelige Selvkæ r- lighed. R el.-F rise Nr. 339 Toget til Parnas. — T o g e t aab- nes af Apollo, hvis Vogn drages af P eg asu s; en skøn L ysets Genius fører Tømm en; paa Siden af Vognen er svagt fremstillet, hvorledes Satyren Marsyas, der havde ud­ æsket Apollo til en Væddekamp, bliver levende flaaet for sin Frækhed. Apollo sidder med Lyren i Armen og slaar Strengene, idet han inspireret skuer opad og tilbage. E fter hans Vogn danser Gratierne i en smuk Gruppe, førte af Amor, der denne Gang har slynget sin Rosenlænke om dem (jvf. Rel. „Amor bunden af G ratiern e“) ; en Amorin strør Blom ster for dem. D erefter følger Muserne (jvnf. S . 1 5 6 ): Klio (Historien) værdig og tankefuld, med Griflen i den ene, Skriftrullen i den anden H aand ; Euterpe (Musikken), Thalia (Lystspillet) og Melpomene (Sørgespillet) i samlet G rupp e; den sidste p ræ g tig ; T erp sich o re (Kordansen) og E rato (Kærlighedssangen) bevæger sig dansende fremad, medens en Amorin bæ rer den for dem fælles L y r e ; Polyhymnia (den religiøse Sang) staar i en lidt søgt Stilling, men Ura- nia (Stjernekyndigheden) skuer med en smuk Bevægelse mod H im len; ogsaa Kalliope (det berettende D igt), der skriver paa sin T av le, er fuld af Værdighed. Men den smukkeste Skikkelse er Musernes Moder Mnemosyne (Erindringen), der følges af Harpokrates (Tavsheden). Sidst i T o g e t gaar den blinde Homer, ledet af D igtekun­ stens Genius, som støtter hans L y re og bæ rer hans Palme­ gren og Hæderskrans, medens han selv med løftet Aasyn reciterer sit D igt. D et var T h .s Mening, at efter Homer, Digtekunstens Fader, skulde de store D igtere, lige fra Oldtiden frem til hans egne D age, komme vandrende i en lang Række, der godt kunde blive „en hel Mil lang“, som han sagde. Han naaede imidlertid aldrig videre end til denne Begyndelse, der er fra Som ren 1832. Andre Op­ gaver drog ham bo rt fra dette Værk, som han havde paa