ThovvaldsensMuseum_1895

Trapperummet.

187

Herkules. Han kravlede op paa Stig er og Stilladser om­ kring den store Lerm asse, hvoraf Statuen skulde fremstaa, og naar nogen fandt det farligt for den gamle Mand, sva­ rede han : „Falder jeg -n ed , saa dør je g jo paa Valplad­ sen .“ Han arbejdede ufortrødent i flere Maaneder paa Statuen, men i Slutningen af November kunde han ikke mere og lod den afstøbe i Gips, som den var, i Haab om se­ nere at kunne forbedre et og andet i Bronzen. S tyrk e­ guden staar med den tunge Kølle i højre Haand og L ø v e­ huden kastet over venstre Skulder. Han ser tilSiden og op efter og forbereder sig aabenbart paa en ny Helteger­ ning; i næste Ø jeblik svinger han Køllen op over Skulde­ ren og drager afsted ud til Kamp mod et eller andet Uhyre. Løvehuden vandt han ved sin første Heltegerning, D rab et af den nemeiske Løv e, der hærgede i Egnen om Nemea. Skæbnen havde nemlig paalagt ham at udføre en Række overmenneskelige Bedrifter. Han var en Søn af Jupiter og den skønne Dronning Alkmene, hvorfor Jupiters skinsyge Hustru Juno hadede og forfulgte ham. Hun gjorde ham rasende, saa at han dræbte sin Hustru og sine Børn, og til Bod herfor blev de sværeste Gerninger paa­ lagte ham. Løven, hvis Hud hverken Sværd eller Pil kunde gennemtrænge, kvalte han i sine Arme, hvorefter han flaaede den og brugte Skindet som Panser under sine senere Kampe. Fremstillingen af disse Bedrifter spil­ ler en stor Rolle i den antike K un st; en saadan kæm­ pende Heros er altid populær, og desuden gav Herkules jo særlig Billedhuggerne taknemmelige Opgaver ved sit kraftigt udviklede Legeme, der kunde vises i alle Slags stæ rkt bevægede Stillinger. T h . har, som man maatte vente, foretrukket at fremstille ham udenfor, ikke i, Kam­ pen. Hans Stilling minder om Jason s, men medens Jason kommer gaaende fra Kampen, skal Herkules til at sætte sig i Bevægelse for at begive sig til Kampen; han lytter endnu efter Befalingen, har akslet sit Løveskind og skal til at lofte Køllen, idet han træder frem med højre Fod. Stillingen er udtryksfuld; der er udmærkede Forhold og vældig K raft i det mægtige Legem e, selv om maaske dets Muskulatur kunde være fastere, bestemtere angivet, og man maa forbavses over, at den 73aarige Kunstner har kunnet faa saa megen virkelig Livsfylde ind i Figuren. Mindst tilfredsstillende er det sjælelige Udtryk i Ansigtet —