ThovvaldsensMuseum_1895

Korridoren.

i 2 r

den finere Gennemarbejdelse direkte i Marmoret hjemme i København. Han døde imidlertid, inden de var saa vidt færdige. Stillingen er i begge Statuer bleven mere lige­ frem og retvendt som den, han fortrinsvis benyttede i sine senere monumentale Statuer. Andreas er en storslaaet Skikkelse med et prægtigt Hoved. Det fortælles, at da den stod færdig i Omarbejdelsen, fandt T h . tilfældigt i sin Kæ lder i Rom sin allerførste Skitse til Figuren fra 1821, og den lignede paafaldende den, han nu havde modeleret. Rel. Nr. 6 13 Tobias helbreder sin blinde Fader. — Modeleret 1828 efter Bestilling af en Komite i Pisa til et Gravmæ le over den to A a r i Forvejen afdøde Øjenlæge Andr. V acca Berlinghieri. Motivet v a r opgivet af Komiteen. T o b ia s, der efter mange A ars Fravæ relse vender tilbage til sit Hjem, ledsaget af Englen Rafael, stryger Fiskens Galde paa den blinde Faders Ø jne, for at de hvide H inder skal briste. Moderen staar hos opfyldt af Glæde over atter at se Sønnen, som hun har længtes efter, men aldrig troede, hun skulde gense. Englen, der har ført T o b ias til­ bage, er i Begreb med at fjerne sig. Hovedgruppen af F ad er og Søn er det bedste i Relieffet. Situationen er jævnt og naturligt givet gennem Figurernes Stillinger og Udtryk. Relieffet opsattes 1830 tillige med den afdødes Portrætmedaljon i Buegangen om Pisas berømte K irke- gaard. Det blev Genstand for Angreb i den toskanske Presse, der var misfornøjet med, at ikke en af Landets egne Kunstnere havde faaet A rbejdet overdraget. Th. havde som altid været meget medgørlig, hvad Prisen angik, og havde paa Komiteens Henstilling straks slaaet det halve af. Stat. Nr. 110 E n staaende Daabsengel. — Englen kommer skridende i lange Klæder, bærende den store Mus­ lingskal foran sig i begge Hænder. Det overjordiske Væsen er spinkelt bygget som en Kvinde, med Kvinde­ lemmer, men uden Kvindebryst, Ansigtet er ungt, uden be­ stemt udpræget K a ra k te r; I T . har aabenbart med Vilje omgaaet det dogmatiske Spørgsmaal om Englenes Køn og gjort sin F ig u r ganske konsløs. Den har derved faaet en lidt tom Idealitet, der gør den mindre fængslende. Man glæder sig over Motivet som Helhed, den gode Idé, at lade en E ngel bære Døbeskaalen, at lade denne være Døberens Muslingskal i forstørret Maal, man beundrer den Værdighed, hvormed Skaalen frembæres, men man er hurtig