ThovvaldsensMuseum_1895

Thorvaldsens Kunstnerliv.

7

Vejledere. A b Udgåard v a r en begavet og kundskabsrig Mand og ingenlunde ukendt med den antike Kunst, men han foretrak. Renæssancens store Mestre, Michel Angelo og T izian, som Forbilleder og havde efter dem dannet sig sin egen Figu rstil, som han sogte at paatvinge sine Elever. Thorvald sen fortalte senere spøgende, at det altid kneb for ham, naar han paa Akademiet skulde tegne efter Gipsaf- stobninger; for han kunde ikke rigtig give Arme og Ben dette „akadem iske Sving ligesom en Sabel“, som Abild- gaard yndede. F lere af Thorvaldsens Ungdomsarbejder, især de prisbelønnede, er da heller ikke uden dette „akademiske S v in g “, og da han kom til Rom, indsaa han snart, lige­ som Sergel, at han forst og fremmest maatte bort fra denne Manér. Hans Bekendtskab med den fintdannede O ldgransker Zoega og Maleren Asmus Carstens, der begge v a r begej­ strede Talsmænd for den klassiske Kunst og den ny­ klassiske Kunstretning, blev af afgørende Betydning for ham. Navnlig paavirkedes han, som efter samtidige Udsagn kom til Rom blottet for al Kundskab, af Zoega, der aldrig blev træt af at vejlede ham og kritisere hans F o r- sog og sige ham, hvorledes de gamle Kunstnere vilde have gjort dette eller hint. L ig e til sin Død 1809 vedblev Zoega at være T h .s bedste Ven og Raadgiver i kunstne­ riske Spørgsmaal. Carstens, der i sine skønne Tegninger med Motiver fra den græske Oldtids H istorie viste, hvad der kunde ydes i den ideale historiske Komposition, døde Aaret efter T h .s Ankomst til Rom, men T h . havde da kopieret mange at hans T egninger, og disse Kop ier gemte han som en Skat; de findes endnu i hans Samlinger. Han kopierede ogsaa antike Byster og enkelte Statuer, f. Eks. en „Hestebetvinger“ paa Monte Cavallo (Heste-Højen) i Rom, der dengang ansaas for at være et af de fuld­ komneste Væ rker ira Oldtiden. Hvad han udførte paa egen Haand, var næppe stort og blev som oftest ødelagt igen, men der modnedes alt imens hos ham en Opfattelse af, hvad han i sin Kunst burde tilstræbe, og det var noget andet eiid det, han fandt i den samtidig saa højt ansete Canovas A rbejder. Saa modelerede han en „Ja so n “ , et Sidestykke til Canovas „Perseus“, der i Paveslottet Vati­ kanets Sam linger var sat i Stedet for den berømte antike Statue „den belvederiske A p o lio “, som Franskmændene 1798 havde bortført til Paris. Den forste, legemstore „Ja so n “ i L e r