ThovvaldsensMuseum_1895

Billedhuggerkunsten før Thorvaldsen.

frodigt. Billedhuggerkunsten, hvis Hovedopgave det er at fremstille Menneskelegemet i dets højeste Skønhed, tilfreds­ stillede ikke rig tig T idens T ra n g til broget Mangfoldighed, til bevæget L iv , til Pragt i Klædedragt, til Gæstebud og Optog, saadanne som Tidens F'yrster og Stormænd fandt Behag i at foranstalte og dens Smaafolk i at beskue. Man byggede mægtige K irk e r og Slotte og smykkede dem med store Malerier, der, selv naar de hentede deres Emner fra den hellige Plistorie, ofte fyldtes med brogede Skild ringer af Samtidens daglige L iv . Billedhuggerkunsten anvendtes i det 15de Aarhundrede navnlig til Udsmykning af A ltre og Gravm inder, Prædikestole, K o rsk ran k er og lign. Den kom derved til sæ rlig at udvikle R e l i e f f e t eller Flade- Billedhuggerarbejdet, h vo r gerne flere F ig u re r er stillede sammen i en eller anden Scene. Just fordi Relieffet paa denne Maade har noget af Maleriets Væsen i sig, faldt det mere i Tidens Smag end den fritstaaende Billedstøtte, og der frembragtes herlige T in g i denne Kunstart, som imid­ lertid efterhaanden blev saa malerisk, at der snart ikke var den T in g mellem Himmel og Jord, som Billedhuggerne an- saa det for umuligt at fremstille i Relief. D erved gik den gode klassiske Relief-Stil tabt for først rigtig at komme til sin Ret igen hos Thorvaldsen. Den fritstaaende Billed­ stotte, Statuen, blev forholdsvis mindre dyrket, mest som Del af et større arkitektonisk Hele, f. E k s. som F ig u re r i N icher paa en udsmykket Væggeflade; først lidt efter lidt arbejdede den sig frem til fuld Selvstændighed, og navnlig efter, at man havde fundet ny og prægtige Rester af O ld­ tidens Billedhuggerkunst, skønne G rupper og Statuer, ofte kun i Brudstykker, frembragtes der lignende Væ rker, mer og mindre paavirkede af disse „A n tik e r“ . Men idet B illed­ huggerkunsten traadte i andre Samfundsmagters T jeneste, navnlig i K irkens, fik den Maal, der laa udenfor dens egent­ lige Omraade, og dens Menneskefremstillinger blev stærkt prægede heraf; det gjaldt mere om at give Menneskets indre, sjælelige L iv Udtryk gennem den ydre P'orm end om denne Form s egen naturlige Skønhed. Hos Renæssance-Tidens største og mest alsidige Kunstnergeni M i c h e l A n g e l o Buonarotti ( 1 4 7 5 — 1564) naaede Billedhuggerkunsten sit Højdepunkt i en Række storslaaede Phgurer, der udmærker sig ved en saadan K raft i Formerne og Livfuldhed i Stillingerne, at det ofte gør