ThovvaldsensMuseum_1895

Værelse XI. lige L iv , og er Portrættet godt, hjælper det en til F o r- staaelse, fordi Kunstneren da netop har faaet fat i det væsentlige i Personligheden. T h . havde stor Evne i saa Henseende, og om man ikke vidste det af samtidige Beret­ ninger, kunde man næsten se paa hans Byster, at de maa have lignet udmærket, selv om de ikke egentlig er natura­ listiske, men tit noget idealiserede i Behandlingen. Det samme gæ lder om hans Portrætstatuer, hvor Fremstillingen

jo ikke indskrænker sig til Hoved og Ansigtstræk, men omfatter hele Figuren. H er skal Kunstneren foruden Portræ tlighed tillige have en for vedkommende Person ka­ rakteristisk Stilling og H o ld n in g ; thi ogsaa gennem dem udtrykkes noget væsensejendommeligt. H v o r­ vidt T h . har været heldig i saa Henseende ved disse to Portræ t­ statuer, forlyder der intet om i

samtidige Beretninger, men os til­ fredsstiller de helt, selv om vi ved, at Stillingerne og D raperi-Motiverne delvis er hentede fra antike F i­ gurer ; T h . har vidst at bringe fuld Harmoni og Helhed til Veje i dem. H e r staar den skønne F y r s t i n d e B a r i a t i n s k i rank som en Blomst, der er vokset i god Muld og rig elig Sol. Hun bæ rer sit fine H oved højt som et Menneske, der er sig sin ædle B yrd b e v id st; de regelmæssig smukke, men stærkt individuelle T ræ k ly se r af Intelligens, Munden er sæ rlig smuk, den smækre Gazellehals løfter sig fra et formskønt B ryst — se Skulder- og H als­ linierne — , Armene er dejlige, kun Hænderne er lidt karak­ terløse, navnlig den venstre. D e r er noget forunderlig lyst og rent og ungt over denne Skikkelse og dog tillige noget sikkert og selvbevidst, som hun staar der i den kendte Hvilestilling, med Pegefingeren mod Hagen ligesom lyttende tænksomt efter et og andet, der siges til hende, dog med et let Smil, der godt Ø jeblikket efter kan