ThorvaldsensMuseum_III_4-IV-V

ANTIKE MYNTER.

Africa. De efterfølgende under C a r t h a g o anførte Mynter ere, paa Grund af den eiendommelige Kunstsliil og Myntfod i Forbin­ delse med enkelte puniske Bogstaver, upaalvivleligt prægede i denne Stad, uagtet de ikke bære dens Navn. De sædvanligste Typer: Hovedet af den medAx. bekrandsede Gudinde og Hesten, ere optagne fra de sicilianske Mynter, idel Carthagerne først efter at have giort Erobringer paa Sicilien (formodentlig ikke før i det 4de Aarh.) begyndte at præge Mynt, men have tillige en særegen Betydning for Carthago 2). Typer mere eiendomme­ lige for Carthago ere: Hestehovedet, der sigter til Stadens An­ læggelse 3), og det phæniciske Emblem Palmetræet.4) Mynt­ foden nærmer sig meget til den æginæiske, der var den bruge­ lige i de græsk-africanske Stater, Cyrene, Barce og Ægypten, men maa oprindeligen have været noget høiere, uagtet der og­ saa blev udpræget af mindre Vægt.5) De Øvrige her tilfoiede Mynter fra det nordlige Africa, ' Det er især ved disse to Kiendetegn de lade sig skielne fra de paa Sici­ lien under Carthagos Herredomme prægede Mynter, see nedenf. Nr 66 f. - Hovedet af den sicilianske Demeter (eller Kora) kunde forestille den phæni­ ciske Astarte, der tillige var Jordens Gudinde. Den utoilede Hest, Frihedens Symbol hos Grækerne, passede vel (il Nordafricas lieboere, der vare stolte af deres ædle Hesteracc og udmærkede ved deres Ridekunst. Hestene paa de Mynter, der maae antages at være prægede i Carthago, adskille sig og­ saa i Almindelighed fra Hestene paa de Mynter, der ere udforte i skion græsk Sliilog nedenfor findes under Sicilien, ved deres særegne Stillinger og ved de ægyptiske Symboler, der ere tilfoiede som Mærker. ■’ Hovedet af en Krigshest, der blev fundet af Carthagos Anlæggere, troe­ des ved et guddommeligt Varsel at betegne Stedet, hvor Staden skulde bygges, og dens tilkommende liedrifter. St. hos de gl. Forf., see hos Eckhel Doctr. n. v, I, p. 2*29-30. * See I, H. Nr 1717 Anm. 5 Ang. den carthagiskc Myntfod, see Bæckh Meirol. Uniers. X X III, 4, p. 336-39.