TheatermuseetVedChristiansborg

S temmen lyder fra Museets Grammofonpladesam ling, der har givet N.V. Gades Ord om den ypperlige Akustik i H o fth e atret A k tu alitet. I Opera-Afdelingen er Vilhelm Herold H oved ­ manden. D et er forbavsende, saa meget de gamle P lader har beva ret af hans skønne Stemme og Fo red ragskunst. Lys­ levende træ der han frem i al sin dram atiske Formaaen, og­ saa gennem P. S. K røyers legemsstore Billeder, og gennem Axel Lochers S ta tu e a f Camo i „Bajadser", som Herold sang over det halve Europa. Billedhugger Lochers S ta tu e tte r er Museets Specialitet; de er en levende P ro test mod Schillers berøm te Ord i Prologen til „Wallenstein" : „Dem M imen flicht die Nachwelt keine K rån ze“. E fte rtid en vil tvæ rtim od be­ undre den fyldige K a rak teristik , som kommer til U d tryk i denne K leinkunst, og netop derigennem „flette" Skuespillerne nye Kranse. Axel Lochers Evne til a t se det typiske har n av n ­ lig i Gengivelsen a f Olaf Poulsens berøm te F igurer, f. Eks. Faldsm aal og Per Degn, fundet levende U d tryk , baade i alvo r­ lig og komisk Fo rstand . Overbevisende har han ogsaa ram t det Z ah rtm an n ’ske i F ru Tenna K rafts Personlighed som Le­ onora Ch ristina og det monum entale i F ru Bodil Ipsens F rem ­ træden som Dronning E lisabeth i „M aria S tu a rt" . Trods S ta ­ tu e tten s lille Form er ikke blot Kostym et, men Holdningen og U d try k k e t i nøje Overensstemmelse med Kunstnernes In ten tio n e r —det er netop det lykkelige ved Lochers Arbejder, a t de er historisk paalidelige. Henved hundrede Skikkelser har han formet, nogle mere vellykkede end andre; M aterialet er en ten Bronze, Porcelæn eller farvet Gips. Bronzen er tungere, end den lille Form kan taale, og i Porcelæn kan det hænde, a t K a rak te ristikk en udviskes; bedst virker den farvede Gips. Johannes Poulsens sto lte Rejsning i „Det gamle Spil" har Locher foreviget med samme Sikkerhed som Vielgeschreys stundesløse Væsen, og i deres Helhed vil S ta tu e tte rn e give

69