TheatermuseetVedChristiansborg

og Prøver, særlig for Balletten, og til Lokale for Danseskolen. I Forsalen, dengang meget bredere end nu, lærte AdamOehlen- schlager som ung Skuespiller at danse Menuet. H an giver i sine „Erindringer" et Billede af sig selv mid t i Vrimmelen, naar han kalder Menue tten „en stum Kiærlighedsscene, hvori Ynglingen og Pigen nærme sig h inanden længselsfuldt, skilles derpaa frygtsomt og beskedent ad, komme igien, række h in ­ anden Haand , omfavne h inanden flygtigt, flyve a tte r fra h in ­ anden, hilse derpaa fremmed og høfligt —og staae paa samme Sted, som da de begyndte, som det i de fleste flygtige For - elskelser er Tilfældet". E n Flig af Forhænget til en Danse­ prøve løfter Dig teren Jens Baggesen i sin „Theateradmini- strato riade", hvori han har skildret sin kortvarige Virksomhed som D irektør. Han gik en Dag i 1799 hen

„ p a a H o f t h e a t r e t , h v o r D a n d s e n p rø v e s, og h v o r lid t T ils y n v el k a n b e h ø v e s ,

men han var aabenba rt mere optaget af sin Magtglæde end af at se paa Danserinden Jomfru Biroustes Øvelser, thi han fortæller i'disse næsten E rik Bøgh’ske Vers:

„Jeg læ gger m ig n em lig sa a lan g Jeg er p a a H o f k a n a p e e n , som s t a n d e r dér, og u d e n m e d n o g en m in P r a g t a t dele,

jeg m ag elig sk u e r d e r f r a d e t H ele. Jeg, d e r er O b j e k t for alle F a g t e r , H v e r H a a n d og h v e r t B e n er m o d m ig s t r a k t ud ; H v e r t Ø je sa a k iæ le n t h e n til m ig s m a g te r. Og k o r t, jeg er hele T h e a t r e t s G u d . . . .“

Saadan førte altsaa Jens Baggesen „Tilsyn" med Prøven. E fter denne Bekendelse forstaar Eftertiden , at han var en af de daarligste b land t de 87 Direktører, som har sty ret N a tio n a l­ scenen indtil 1940.

22