TheatermuseetVedChristiansborg

Thi den franske Trup, der med personelle Forandringer efter Kongens Luner blev her i seks Aar, havde kun et Fo r­ trin fremfor Skuespillerne paa Kongens Ny to rv , nemlig at komme fra Verdens toneangivende Land. Den talte et Sprog, som blev anset for at være langt finere end det hjemlige. Men F ranskmændenes Fremstillinger næredes ikke af selve Livet; i Tragedien deklamerede de hu lt og søgte a t e rs ta tte Følelse og Fo rstand med stereotype Smil eller Brøl og Balletfagter. Maaske agerede de mere menneskeligt i Syngestykket og Lystspillet, og det er muligt, at de danske Skuespillere kan have haft Gavn af at se deres galliske Lethed, men i Tra- gediespillet satte de daarlige Spor, og Tidens første Kritiker, Rosenstand-Goiske, advarede de unge dan skeTa len te r mod at kopiere deres Klagetoner og Svulst. E t Minde om denne Form for Skuespilkunst lever endnu, komisk belyst, i „Kærlighed uden S trømpe r“, som blev skrevet, da F ranskmændene havde huseret paa Ho fthe a tre t i fem Aar. Deres Un a tu r stemte Johan He rman Wessels Lune. Man tillægger ham nu i Skolen ude ­ lukkende litterære Forbilleder, som han har villet revse. Men det tu rde dog være et Spørgsmaal, om han ikke blot har villet more. Wessels N a tu r egnede sig ikke til at ringe Dommedag ind. Hans geniale Vittighedsværk er skrevet con amore, og det fremførtes da ogsaa først af unge D ilettan ter, Datidens Studenterskuespillere, ligesom „Genboerne“ mange Aar senere. Først da Komikken havde staae t sin Prøve i Rampelyset b land t de Unge, slap den ind paa Nationalscenen. Skønt Satiren er tidsbestemt, har den ved sin komiske K ra ft over­ levet den Genre, den parodierer. Wessel vilde, at S ty k k e t skulde spilles med komisk Alvor; de „høje“ Steder i S tykk e t skulde udføres højtragisk, de kælne smeltende, og de lave med lav t Mæle —altsaa netop som Franskmændene spillede Komedie paaHo fth ea tre t. DenneBagg rund for Mesterværkets

12