Teglgaardsstræde_1934-35

— 14 — og dækkedes senere med en Ligsten. Paa samme Sted begravedes ogsaa det sidste Lig, en 78 aarig Arbejdsmand d. 4 Novb. 1760. Flere af de Studenter, der vår antagne som Ligbærere og døde af Pesten, kom ogsaa til at hvile her, og den første af disse var Mogens Emmichsen fra Regensen. I Begyndelsen fik hver Afdød sin særlige Ligkiste og Grav, men da Sygdommen udfoldede hele sin ødelæggende Kraft, indskrænkede man sig til at nedlægge Ligene i Rækker oven paa hinanden uden Kister i de opkastede Grøfter. Der rejste sig imidlertid en saadan Storm af Uvilje mod denne Begravelsesmaade, at Commissionen maatte give efter og skaffe raat sammenslaaede Kister eller Kasser til de Døde. „Linden“ , saavel som de andre indenbyes Assi­ stens Kirkegaarde, bestod og benyttedes indtil Slutningen af 1760. Efterhaanden havde man faaet Øjnene op for disse Kirkegaardes Farlighed som Smittebefordrere, og de første Skridt til at afvende Faren for Staden blev gjort ved Oprettelsen af den store fælles Assistens Kirkegaard paa Nørrebro, ifl. Forordning af 29 Octb. 1760, hvorefter samtlige indenbyes Assistens Kirkegaarde og Fattigkirke- gaarde strax blev nedlagt. „Linden“ s Kirkegaardsterrain er nu helt forandret ved Bebyggelse, høje graa Brandgavle markerer nogle af de gamle Skellinier, andre er ganske udslettet, men ved Smaa- gravninger, som foretages fra Tid til anden, kommer Kiste­ rester og Menneskeben for Dagen, og minder Qvarterets Beboere om, at man har indrettet sig paa Bekostning af Forfædrenes Gravfred. Naturen har gemt, hvad Menne­ skene har glemt, stille muldner Døde under Levendes støjende Dagværk. For Aarhundreder siden var her en Grønning mellem Gadernes Huse, og gamle Rønners graa Rygge hegnede den triste Have, kun en korsprydet Bræddeport i Husræk­ ken betegnede Stedet udefra. Paa Gravtuerne blev ned- stukket et Kors eller henlagt en Flisesten med Bogstaver og Aarstal, som snart blev skjult under udyrket, skygge- blegt Grønt. Tiden gik, Menneskene glemte, Gravene for