Teglgaardsstræde_1934-35

— 19 — sammenholde Stykkerne af Blypladen, fik man følgende mangelfulde Indskrift: „H ER HVILER ÆRKEBISKOP ABSALON, ASSERS SØN, EN GOD OG FROM MAND, DER GRUNDLAGDE DETTE KLOSTER OG BER I­ GEDE DET MED MEGET GODS. . . . Den nederste Del af Blypladen var næsten ganske fortæret, men syntes at have indeholdt en Angivelse af Absalons Embedsaar som Biskop og Ærkebiskop samt hans Dødsdag, Sanct Benedictus Dag, 2 1 Marts 120 1. Absalon ejede ved sin Død kun det, han havde arvet eller var i Besiddelse af som Prælat og Stormand i Riget. Der er bevaret en Optegnelse af Absalons sidste Villie, som viser, at han lige til det sidste havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø Kloster, undtagen Fjenneslev. Om hans Pietet for Barndomshjemmet vidner det lille Træk, at han testamen­ terede sin Broder Esbern, Fædrenegaarden i Fjenneslev samt den lille Skaal, hvoraf hans Fader plejede at drikke. Kjøbenhavn med det tilliggende Jordegods havde han jo alt forhen skænket til Roeskilde Bispestol. Hvad han ellers ejede, fordelte han til Venner og Frænder og til alle dem, som havde staaet ham nær i de forskelligste Stillinger. Den præstelige tydske Forfatter Arnold af Liibeck sagde ved Omtalen af Absalons Død: „Hele Danmark sørgede over hans Død og befalede hans Aand i Jesu Christi, Fredsfyrstens, Hænder, ligesom han selv i levende Live havde ført mange, som laa i Ufred, til Fred og Enighed. “ Blandt de Egenskaber, som prydede Absalon, træder især hans personlige Mod stærkt frem, dernæst hans Sand­ druhed og Djærvhed, og disse Egenskaber lagde han ikke blot for Dagen i sin Optræden over for Rigets Fjender, Tydsklands Kejsere, men lige saa meget i Omgang med sin kongelige Ven, Valdemar, hvem han aabent sagde Sand­ heden, naar han efter Absalons Mening trængte til at høre den. Ogsaa hans Gavmildhed mod Kirker og Klostre, betragtet i Lyset af den Tid, hvori han levede, har været