Teglgaardsstræde_1934-35

— 16 — Kongen støttede denne Ordning, og saa bøjede Absalon sig for den, og af den pavelige Legat, Galandus’ Haand, modtog Indvielsen i Fasten 1178. Hermed havde Absalon naaet en enestaaende, hidtil ukendt, Magtstilling i den danske Kirke og i det danske Samfund. Absalon beholdt sit sjællandske Stift til 1 1 9 1 , da han overdrog dette til sin Frænde, Peder Sunesøn, en Søn af hans Fætter, Sune Ebbesøn, og Absalon styrede siden Ærkebispedømmet alene med Kraft og Iver. Til sin Stil­ ling som Lunds Ærkebiskop med Overhøjhed over den svenske Kirke føjede Absalon ogsaa Værdigheden som „det apostolske Sædes Legat“ . Absalons eget kirkelig, ydmyge Sind fremlyser noksom af den Beretning, at han lod anbringe et Crucifix over sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud, som om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede Crucifixet, og ikke ham deres Ærbødighed. 1 1 82 døde Absalons Ungdomsven, Kong Valdemar, men under hans Søn Knud den Sjette blev Absalons Magt og Indflydelse endnu større, og han indtog nu i alle Hen­ seender den højeste, politiske Stilling i Landet. Det var en meget vigtig Sag for Absalon, der klart havde indset Kjøbenhavns Betydning og de store Muligheder, der knyt­ tede sig til dens Fremtid, at bevare Kong Valdemars Gave for Bispestolen i Roeskilde, og saaledes sikre den Magt og Indflydelse, som den i hine Tider kunde have Behov. Vel var det en betydelig Gave, men dog kun en ringe Gengæld for de Tjenester, som Absalon havde vist Kong Valdemar og sit Fædreland. Ved en højtidelig Act bort­ skænkede Absalon derfor i 1 1 86 Byen med Tilliggende til sin kære Roeskilde Bispestol, medens han dog sikrede sig selv, saalænge han levede, Brugsretten til Borgen og Kir­ ken i Havn samt de to af ham selv til denne henlagte Kirker i Brønshøi og paa Amager. Hos den daværende Pave, Urban den Tredie, udvirkede han en Stadfæstelse herpaa af 21 Oct. 1186. Da Pave Urban var død, stad­ fæstede hans Efterfølger, Clemens den Tredje, Gavebrevet, og da Absalon i 1 1 9 1 afgav Bispestolen i Roeskilde til Peder Sunesøn, fik han en ny Bekræftelse af den pavelige