Teglgaardsstræde_1934-35

— 14 —

Kalundborg o. fl. og der indrettedes Vagthold saavel paa Søen som langs Kysterne. Fremfor alle berømmes Absalon for sin utrættelige Aarvaagenhed, Aandsnærværelse og krigerske Lyst. Han havde legemlige Kræfter, kunde svømme i fuld Rustning, i Fredstid fældede han Træer og kløvede dem, og ved sligt strængt Arbejde øvede og hærdede han sit Legeme til mageløs Udholdenhed, og gav sig samtidig i Lag med boglige Studier, lyttede til Frasagnene om Fædrenes Daad, og de gav ham den luende Begejstring for Danmarks Saga og Drivkraften til hans egen historiske Gjerning. Sejren over Venderne og deres Undertvingelse dannede et Vendepunkt i Tidens Historie, og Absalon havde i de mangeaarige Kampe indlagt sig den største Berømmelse som Kriger og Hærfører, men da havde han ogsaa fuldtud naaet det Maal, som han havde sat sig for sin Krigergerning, at værne om Danmark og de danske Haves Fred. Saa nedlagde Absalon omsider Sværdet, og deltog ikke mere i krigersk Færd, men viede sig til kirkelig Virk­ somhed. Til Minde om sin Krigertid beholdt han dog til sin Dødsdag sine Brynjer. Der var meget for Absalon at oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og meget stod endnu tilbage at organisere, for at føre den danske Kirke fuldt indordnet i det almindelige Kirkesamfund, men han bragte god Orden og Fasthed i det danske Kirkevæsen, og Gejstlighedens Magt steg betydeligt. Absalon fik ind­ ført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de forskellige Bispedømmer. Absalons store Gerning i Fredens Dage var, at han bevægede sin Klerk, Saxo, til at tage fat paa sin Dan­ marks Krønike, og Absalons egne Fortællinger var den Kilde, hvoraf Historieskriveren først og fremmest øste. Absalons Virksomhed som Statsmand og Gejstlig, hans Omsorg for Videnskab og Lovgivning hævede ham højt op over hans Samtid. Et Par Aar efter Udstedelsen af den skaanske Kirkelov nedlagde Ærkebiskop Eskil sit Embede, og saa agtet var Eskil, at Paven endog gav sit Minde til, at Eskil selv