Teglgaardsstræde_1934-35

— 5 — Erik Lam døde i Munkekutten. Den Ødelæggelse ved Vendernes idelige Indfald, som de da var Vidne til, ikke mindst paa Sjælland, stod i den stærkeste Modsætning til de store Overleveringer, som levede i Slægten og samlede sig om dens nøje Forhold til Valdemars Forældre. Det fejler ikke, at de dybe Indtryk fra denne Tid havde deres store Del i, at Absalon senere i saa mange Aar betragtede Kampen mod Venderne som sin Hovedopgave ved Siden af Bispeembedets kirkelige Forretninger. Næppe ret længe efter Kong Eriks Død og Udbruddet af Thronfejderne opløstes Barndomshjemmet i Fjenneslev. Absalon ønskede at vie Kirken sine Kræfter, og mens Val­ demar kastede sig ud i Thronstriden mellem Svend og Knud, drog Absalon til Paris, for at studere,dels ,>de syv frie Kunster“ dels Theologi og Kirkeret, og han var sik­ kert den første Dansker, der har studeret i Seine-Staden. Latin samt de philosophiske og theologiske Forelæsninger skærpede hans Forstand. Absalon havde som yngre Søn rimeligvis fra Barndommen af været bestemt for den kirke­ lige Stand, og at slaa ind paa den Vej, der kunde føre ham op til Fædrelandets højeste kirkelige Embeder, og man kan ogsaa tænke sig, at hans politiske og kirkelige Interesser allerede i Ungdomsaarene groede Side om Side. Absalon blev en udmærket Klerk, dygtig ikke blot i den kirkelige Lærdom, men ogsaa i Lovkyndighed og verdslige Videnskaber. I Paris havde han uddannet den sjældne Veltalenhed, som han senere berømmes for, lige­ som han allerede i denne sin første Ungdomstid lagde Grunden til den Selvbeherskelse og den ydmyge Fromhed, som baade Fjender og Venner anerkendte hos ham. Et Minde om hans Interesse for romansk Historie og Stil­ kunst er de to Haandskrifter af Valerius Maximus og Justinus, som han senere skænkede til Sorø Kloster (det sidste nu i det kgl. Bibliothek). Senest, i 1156 , kom Absalon fra Paris tilbage til Danmark, hvor der nu var 3 Konger, og alt var i Uføre, og han stillede sig strax ved Siden af sin Barndoms Lege