SundhedtilstandenKøbenhavn_1911

87 Hele dette naturstridige og sundhedsfarlige Forhold ved Lov saaledes, at Atløbsboringernes Ufærd gøres umulig og utænkelig. Under Forhandlingerne om Tillæget at 1914 til Loven af 24. Maj 1896 fremkom der fra forskellige Sider Tanker og Forslag i Retning af Foranstaltninger og Krav til en Lov, sigtende til denne Ufærds Afvendelse. Efter Lovtidenden, Ord. Samling 1913—14, Bilag Pag. 2512—2530, anbefaler den ene Skønsmand atter som Bestemmelse i en eventuel Lov at vælte Sagkundskabens Afgørelse — om en Alløbsboring i det givne Tilfælde kan »skønnes at forurense eller ville forurense Vandet i en saadan Vandforsynings Boring« — over paa Vandværksejeren, som er den ene Part i Sagen, nemlig Klageren; denne sidste sidder ganske vist gennem sine Ingeniører inde med Sagkundskaben; men man er dog nok berettiget til at antage, at Loven ikke kan akceptere dem som »uvil­ dige«. Og ganske vist sidder Vandværksingeniørerne, Klagens egentlige Ophavs- mænd, inde med de til et saadant Skøns Afsigelse fornødne geologisk-hydrologiske Fakta, og det kan vel fremhæves i højere Grad end de fleste andre, men da deres Undersøgelser gennem fortløbende Offentliggørelser jo er Fællesejendom i alt Fald for kyndige Læsere, maa Loven med fuld Føje kunne gaa ud fra, at Retten til Skønnets Afgivelse vælger i alt Fald den ene som geologisk Sagkyndig, hvad i det givne Tilfælde jo ogsaa var sket ved Valget af en Geolog, som oven i Købet specielt har geologisk behandlet Kortbladene for denne Egn, se »Dan­ marks geolog. Unders. I. Række Nr. 6 «. For saa vidt var alt i dette 1iltælde af Retten forberedt paa bedste Vis, og det Spild af Tid og Penge, som det af Retten valgte Skøn forvoldte gennem det fremsatte Krav, bør hverken uden eller med Lovhjemmel kunne gentages noget Sted i Landet. At den gældende Lov er ganske ude af Stand til at forhindre disse farlige Afløbsboringer, og at dens Anvendelse i de hidtil kendte Tilfælde viser de ned­ satte Skønsmænds meget mærkelige Optræden som »sagkyndigt Skøn«, maa sikkert indrømmes af alle uden nogen Undtagelse. I lige Maade maa det af sanitære Grunde saavel som af økonomiske indrømmes og kræves, at en ny og bedre fuldt nyttig Lov nødvendigvis maa fremskaffes her i Landet for at gøre denne mod al sund Fornuft og Naturens Orden end sige mod al sund offentlig Sund­ hedspleje stridende Ufærd umulig. Og det ikke blot for Hovedstadens Vedkommende; thi hele Landet er interesseret i en saadan Lov paa det aller alvorligste, ikke blot i sanitær, men ogsaa i høj Grad i økonomisk Henseende. Over 60 Købstæders samt Villa- og Stationsbyers Vandforsyninger ere udsatte for de samme Attentater. Langt over 430 Landsbyvandværker og et meget stort Antal — mange Hundrede indu­ strielle og landøkonomiske Vandforsyninger trues af den samme alvorlige Fare. Hele Landet, By som Land, er med de omkring 1000 dybe Boringer ned til det dybe, mobile Grundvand under Morænen alvorligt truet og venter spændt en ny og bedre Lovordning. Men hvorfor — som det ogsaa fremgaar af de citerede Sider i Lovtidenden — ikke blot den ene Skønsmand, men ogsaa Vandvæiket til Forbillede for en fremtidig Lov her hjemme fremdrager netop Preussens Vandlov af 1913, det er ikke saa lige at forstaa. Denne Vandlov tager sit im­ perialistiske Præg efter de sydtyske Staters romersk paavirkede fiskale Retsregler fra Frederik I’s Constitutio de regalibus, Retsregler som ere vidt forskellige fra de Bestemmelser i vore gamle saavel som nye Love, der hjemler Ejeren fri og uindskrænket Brugsret af sin Grund under Ansvar overfor Skade, voldt af anden Mand eller det offentlige. Vilde man endelig søge et Forbillede i Tyskland, da vilde den Vandlov, som Kongeriget Sachsen den 13. Marts 1909 ved trænger i højeste Grad til at ordnes for hele Landet