StudenterSangforeningen_1839-1889

Sangforeningen ved de store Mænds Jordefærd. 71 sangforeningen ikke har haft Lejlighed til at udsynge Folkets Tak over ved deres Baare; underligt kontrasterede undertiden Studenterlystigheden med den virkelig følte Vemod ved de stores Bortgang. Naar vi samledes iVftenen i Forvejen i Foreningen for at indstudere Mindesangen, kunde de frie Ytringer om den dødes smaa menneskelige Svagheder af og til minde om Graverscenen i »Hamlet« ; en Gang imellem kunde et eller andet uforsigtigt Ord af Digteren i Teksten egge til Satire, særlig naar det var alt for ha-stemt, og ofte endte Proven som en Art Gravøl med en humoristisk Skaal. Men stod man den næste Dag ved Orgelet i Frue Kirke og Hartmanns Sorgemarsch bruste hen over den store Skare af Landets bedste Mænd, der flokkedes om den palmesmykkede Kiste, saa var alligevel det letbevægelige Ungdomshjerte fuldt og helt med, og i mangen af Sangerne har de store Syner, der nu gled forbi hans Sjæl, født Dromme, som vel dog for nogles Vedkommende ere bievne eller ere paa Veje til at blive virkeliggjorte. Krigens Slutning bragte noget bedre Chancer for Opblomstring af Sangforeningens Virksomhed, men det er altid vanskeligt at arbejde noget op, især naar den foregaaende Tilbagegang har været grundet i Slendrian, Ulyst og Mishag. Der maatte endnu i Slutningen af 50 en Kraftanstrengelse til fra Bestyrelsens Side, hvor den appellerede til Medlemmernes Æresfølelse for at muliggore den projekterede Koncert i Februar 1851; »Pluraliteten af de ordinære Medlemmer vedbliver som hidtil at vise saare liden Interesse for Selskabet og for deres Pligter mod samme. Man undlader ikke at benytte denne Lejlighed til at gore opmærksom paa, og bede d’Hrr. betænke, at ved en fortsat Fremskriden paa den, saaledes som anført, af et ikke ubetydeligt Antal Medlemmer betraadte Vej, kan, og det maaske om ikke lang Tid, den danske Studentersangforening, Moderselskabet til Hovedstadens nuværende talrige, til Dels dygtige, Sangforeninger, udsætte sig for at maatte give slip paa den Hædersplads, hvortil den stedse har vidst at gore sig værdig, og som den hidtil har kunnet hævde«. — Det hjælper altid mægtigt, naar man vil mande op, at bruge Nationalitetsadjektivet som Epitheton; skal der sættes Penge i et lidt tvivlsom forrenteligt Foretagende, samler en Tiltale som »Højstærede Publikum!« ikke nær saa mange Deltagere, som »Danske Medborgere!« eller endnu mere »Danske Mænd og Kvinder!« og mon det vilde være lykkedes slet saa godt for Bestyrelsen at faa Folk til at møde, naar det, der var i Fare, kun havde været »Selskabet« ? Nej det var »Den danske Studentersangforening« der kaldte sine Sonner i Nøden, og nu mødte af de 88 ordinære Medlemmer 70, 11 Primotenorer af 13; 1 var syg, 1 forhindret; 18 Sekundtenorer af 23; 4 lover at