StudenterSangforeningen_1839-1889

46 Upsalasangen. »allmånna sången«, som senere fra C. J. O. Laurins Tid i 1842 blev Betegnelsen for Foreningen af alle Studentersangere, samtidigt med, at i øvrigt de enkelte »nationers« Sangforeninger til de seneste Tider har vedlige­ holdt en vis Selvstændighed. Hvorvel altsaa Upsalensersangernes Forening var yngre end vor (den holdt f. E. sin forste offentlige Koncert 25. Nov. 1845), var den alligevel forlængst bedre sammensungen og vel især bedre disciplineret*); begge de to smaa svenske Universitetsbyer frembyder jo i den sidstnævnte Henseende langt gunstigere Betingelser for Uddannelse af et veløvet og inderligt sammensunget Kor end Hovedstæder som Christiania og Køben­ havn med deres mange spredende Interesser, ikke mindst de mange andre musikalske Foreninger, hvori Studentersangforeningsmedlemmerne med­ virker. Ved en Lejlighed som et Studentermøde kommer jo i Regelen af Hensyn til Pladsen kun et Elitekorps med, saa det er let forstaaeligt, at ingen af de andre Foreninger kunde tage Kampen op med Upsalenserne i 1845; ved andre Møder harogsaa de andre Landes Sangere kunnet hævde deres Selvstændighed og relative Overlegenhed paa hver sit specielle Omraade: hverken Upsalensere eller selv den flerstemmige Mandssangs F. F., de beromte M. M., har kunnet lægge saadan Sjæl i Reissigers Olaf Tryg- vason eller de forunderlige, stemningsfulde Ivjerulfske Sange som Nord- mændene, og ingen har villigere end Upsalenserne selv indrammet, at de ikke vilde kunne synge Folkeviser som »Agnete« saa fint og beaandet som de Danske. Indenfor Svenskerne selv har Lundenserne deres Force i de kvikke og fikse Studentermarscher, Upsalenserne deres i de pompøse og storslaaede Nationalmelodier. Den, der har været saa lykkelig at høre »allmanna sången« under Nedgangen fra Festsalen i Carolina rediviva istemme »Vikingasåten«, saa det rungede igen fra alle Hvælvingerne, vil aldrig kunne glemme det; detimponerer med samme betagende Magt som Klangen af en vældig Fos. — Men tilbage til 1845! Endnu inden Studentermødets Feststemning var fortonet**), dukkede Udsigter op til Deltagelse i en ny Fest, i Begyndelsen *) Som et Eksempel paa Disciplinens Magt kan nævnes, hvad der i hojeste Grad imponerede de danske Sangere ved Studentermødet i 1862, at Arpi om Aftenen paa Marienlyst, da han havde præsenteret sine Sangere og nu dimitterede dem til den flotte Seksa, sluttede med den strikse Befaling: »Gå nu, gossar; men tenorerna må inte supa!« — og Befalingen overholdtes paa det nojagtigste. Det skulde man have budt danske Tenorer! *’ ) Saa stærk var Begejstringen, at flere danske Studenter i Maaneder vedblev at gaa omkring paa Gaderne med svenske Studenterhuer og endnu længer talte et Slags skandinavisk Fællessprog: Dansk med a i alle Endestavelser og en vældig Snurren paa r’erne.