StormenPaaKøbenhavn_1659

større Jammer, siden Staden blev funderet.« Bartholo- mæus skulde være den første; han spurgte, om der var Naade at faa, men da Svaret var et Nej, strakte han roligt Hals for Mestermandens Hug. Da Turen derefter kom til Johannes Jørgensen, krævede han, at Brun, der havde faaet ham med i Sammensværgelsen, skulde gaa først, fordi han troede, at Brun ville være i Stand til at løskøbe sig paa Stedet, men de forsamlede Præster fik ham dog fra dette Forlangende. Han kom til at lide en smertefuld Død, da Bøddelen huggede forkert den ene Gang efter den anden. Saa var det Jokim Bruns Tur; han gik i Døden med en saadan Ro og Frimodighed, at det betog de for­ samlede stærkt — saa stærkt, at en af dem greb hans Hoved, da Bøddelen huggede det af, og stak af med det, for at det ikke, som de andres, skulle sættes paa Stage til Spot og Spe. Den næste i Rækken var Wildfang, men han fik Lov til at staa og vente et Kvarter paa Skafottet, førend Benaadningen af de resterende blev offentliggjort — næsten en værre Straf end at blive halshugget som de foregaaende. * Malmosammensværgelsen er et af de sørgeligste Blade i Skaanes Historie, navnlig fordi den i den sidste Ende blev kvalt af Jalousi og Ærgerrighed hos Mennesker, der i og for sig intet havde med den at gøre, men som ikke kunde blive enige om, hvem der skulde have Æren for den, hvis den faldt heldigt ud. Og da man i København ikke kunde blive enige paa det Punkt, valgte man simpelt­ hen at lade Borgerne i Malmo sejle deres egen Sø. Men samtidig er den en betydningsfuld Forløber for den Folkestemning, vi finder i Skaanelandene helt op til den store, nordiske Krig — ja, endogsaa i Tiden efter den — en fælles stejl Holdning overfor »Svenskingen«, Erobreren nordfra — en Holdning der gør, at Skaane­ landene i næsten et Aarhundrede efter Roskildefreden befinder sig i en Tilstand af stadig Uro og Kamp.

237