StormenPaaKøbenhavn_1659_II

87 Hverv at føre Leonore Christine i Blaataarn. Hendes Beretning om hans Skadefrohed ved denne Lejlighed og hans sørgelige Endeligt, som hun ansaa som en Straf for hans Ondsindethed mod hende, er vistnok ikke saalidt farvet. Frederik Ahlefeldt modtog til det sidste Beviser paa Kongens Naade. Aaret før sin Død fik han det hvide Baand og erholdt paa sit Dødsleje Patent som Generallieutenant. Han var kun 44 Aar gammel, da hans Løbebane endtes, den 4. Januar 1672. Den sven­ ske Gesandt indberettede til sin Konge, at Danmark i ham mistede en af sine bedste Hærførere, hvorfor hans Død højligen beklagedes i hele Landet. Hans Frænde Ditlev Ahlefeldt betegner ham som en brav Kriger, hvis Liv var rigt-paa hæderlige Bedrifter, men dadler ham for hans Svaghed overfor Kvindegunst og ubeherskede Vold­ somhed, naar han havde drukket over Tørsten. Ahlefeldts Lig blev under store militære Æresbevisninger ført til hans Hustrus Augusta v. der Wisch’ Familiebegravelse i Ekern- førde Kirke. Da Nedbrydningen af det Gravkapel, i hvilket han hvilede, kom paa Tale, blev hans og Hustrus Kister paa Foranled­ ning af Lehnsgreve Ahlefeldt-Laurvigen 1895 overført til Tranekjær Kirke. Paa hans Sarkofag er henlagt hans Kaarde og Kommando­ stav, omvundne a f en Lavrbærkrans; ved Hovedenden er rejst en rød Silkefane, maaske en af Gardens Faner. Dens Stang fandtes sønderbrudt og Dugen løsrevet og dækket at Grus. Livgardens første tapre Chef, tysk af Tale, men dansk af Sind har saaledes omsider fundet Hvile i det Land, han med Ære har kæmpet for.