StoreForventninger_1700

72 Peter Henningsen lemmer af staten, tilsamme foragtelige håndværk; han misbruger den of­ fentlige medlidenhed, som kunne anvendes på værdigere genstande; han kunne synes at nedsætte statens agtelse, ved ideligen at påberåbe sig, at det, man fåraf Fattigvæsenet, er så godt som intet; han kan opvække hos fremmede en uretfærdig tanke o m statspolitiets bestyrelse; han opmuntrer ved siteksempel andre tilligedan ørkesløshed og dagdriveri. Kort, en tig­ ger er etindbegreb af almulig umoralitet. Man har, for at standse tiggeriet, fastsat en mulkt for hver den, som giver en tigger en almisse. Dette bud ville naturligvis være meget hen­ sigtsmæssigt og virksomt, dersom det kunne overholdes. Men medliden­ hedsfølelsen er altfor dybt indplantet iden menneskelige natur, tilatden, endog urigtig anvendt, lader sigindskrænke ved forbud, og den store hob har altfor urigtige begreber o m gavmildhed, tilat man ved sådanne bud, vilkunne afholde den fraathandle tværtimod lovgiverens vilje. Den måde, hvorpå man ialmindelighed søger at standse betleriet ved at virke på de fattige selv, synes heller ikke altid at være den hensigts­ mæssigste. At indespærre den fattige iet arbejdshus, og der lade ham ved uvant arbejde fortjenelivetskummerlige ophold, elleratgive en hel familie en ubetydelig pengeunderstøttelse ugentligen, kan næppe lede til målet: at opmuntre til arbejdsomhed. Den tilganske andre sysler vante fattige finder arbejdet i et sådant arbejdshus alt for kedsommeligt, og kommer endnu dertil,at føden ermådelig, så foretrækker han naturligvis endog det foragtelige tiggerhåndværk for et så kummerfuldt liv.Den understøttelse, som ialmindelighed en virkeligfattigfamilie får,er,hvor betydeligden end kan synes, når man ser hen tilmængden, der nyder sådan hjælp, dog for den enkelte, som fården, kun tilsåre liden sand nytte. Skal et fattigvæsen opnå sin sande bestemmelse, så må det, efter min enslige mening, så meget som muligt simplificeres. Der gives kun ét slags mennesker, som fortjener Fattigvæsenets særdeles opmærksomhed, og disse er alle de, der enten af alderdomssvaghed, legemsskrøbelighed eller vanførhed ikke kunne fortjene livets ophold. Sådanne trængende må man naturligvis forsørge, enten i dertil indrettede fattighuse, eller også ved klækkelig pengeunderstøttelse. Men alle de øvrige bør man på andre måder søge atanbringe. Ethvert onde bør, som ethvert ukrudt, oprykkes med roden, når hensigten skal opnås. Roden til overvættes fattigdom og betleri er den lethed og ubesindighed, hvormed ægteskaber blandt de lavere stænder sluttes. Man gifter sig,uden atvide, hvoraf man skal leve og end mindre, hvormed man skal føde de børn, der avles. Kan end enhver, som vil