StoreForventninger_1700

70 Peter Henningsen mangler legemskræfter, bøjelighed og håndfasthed tilat kunne værge sig anderledes end med opløftet morgenstjerne, på det den almindelige mand ikke stedse skulle nære den for natligorden og rolighed skadelige tanke, at etlidet stød kan bringe en vægter ud af balance«. »De små b ro sangere At se et par små halwokne børn med en knap to års gammel rolling imellem sig, siddende på et rendestensbræt, gennemtrungne af regn eller sne, og høre dem i den mest klagende tone hvert øjeblik afbrudt ved hulken og gråd, at istemme en salme, for at bevæge de forbigående til medlidenhed; erunægtelig et syn, som afgiver et særdeles talende bevis på at nøden, alden udvortes glimmer, tilsyneladende pragt og overflødighed uagtet, som dagens mennesker stræber atudmærke sigved, på sine steder er stegen tilen gyselig højde. Næppe er det troligt, at forældre i kongestaden, hvor oplysning er så almindelig udbredt, og menneskelighed daglig indskærpes, såvel pa­ læernes, som hytternes beboere, skulle være ugudelige nok til, at ville tvinge deres uskyldige børn tilpå så grusom en måde at opofre sig selv, dersom ikke hunger i den egentligste forstand, sygdom og mangel på livets første fornødenheder øvede naturens røstideres fortvivlede hjerter. Sørgeligt erdet ekko, som fradisse små staklers klagetoner genlyder ihine overdådigheds og forfængeligheds stolte templer, og end mere sørgelige er menneskevennens følelser, ved at se nogle mennesker tumle sig i en afvekslende Kæde af kostbare forlystelser og andre atvride sig iskarnet, gispende af nøgenhed og sultiså kort afstand frahinanden. Jeg er forsikret om, at disse ulykkelige børn, som næsten hver aften enten foran på Østergade, Kongens Nytorv eller i Store Grønnegade, omringede af en kreds følelsesløse tilskuere, lovsynger deres skaber, med hungrige maver og halvfrosne lemmer, har tildragetsigadskillige af detvel­ dædige publikums medlidende opmærksomhed; skulle der blandt dem ikke findes én, som havde hjerteog evne tilatredde disseuskyldige, fraden over­ hængende fare,en kold vinteraften atfryseihjelpå Københavns gader? Skulle ikke én af vore arbejds- eller plejeanstalter, (som publikum så kraftig understøtter), have plads tilovers for dem? Eller én af disses hæderværdige forstandere, som frivillighar pålagt sigden rosværdige pligt, atvære de fattiges formyndere, villetage sigaf dem? Ellero m ingen anden ville,kunne man da ikke tilnød henføre detunder politietspligter,atsørge for deres frelse?«