StoreForventninger_1700

Carl Vilhelm Vetersen

200

Det var måske min lidt stolte drengesjæl, der var blevet ydmyget, da jeg løb fra den, fordi jeg var blevet bange, der var den egentlige årsag til, at jeg gjorde den til et studium for at finde ud af, hvor mange fejl jeg kunne finde hos den, den skulle latterliggøres. Det ville føre for vidt at komme ind på alle disse, og derfor skal jeg blot lige nævne et par af de mest iøjnefaldende: Uhyggelig umusikalsk, idet den for en hvilken som helst lyd —selv et vognhjul der skurede i gruset —blev helt hysterisk og udstødte nogen uartikulerede halslyde, der kunne minde om en diabolsk latter af Mefistofeles, men karrig var den ikke, for det kunne jeg få den til så tit, det skulle være. En skønhedsåbenbaring var den heller ikke, dertil var det nøgne hoved og halsen med de blege, rød-blå vortede hudfolder og den dinglende hudlap over næbbet nærmest af udseende som en grib, og dertil var den en stor kujon, hvilket jeg også fik afluret den. Den mest ophøjede værdighed følte den sikkert, når den havde slået halen op som et hjul, mens hoved og hals lå bagover lænet i de rejste rygfjer for at gøre indtryk på alle os dødelige; da kunne der pludselig komme nogle sprunstige ryk i kalorius, så svingfjerene i vingerne skrabede i gruset, når han tog nogle små chassétrin; dog skulle der ikke mere til, end at en af gårdens hunde kom forbi, så faldt straks hele herligheden, mens han udstødte nogle lyde, som råbte han om hjælp. Min antipati mod den har dog aldrig medført, at jeg har været ond ved den; jeg undgik den bare, for der var meget andet, som fangede min interesse. Børnebørn var der jo ingen af, for sønnen var ikke engang forlovet. Det blev han først det tredje år, jeg var der, så jeg måtte underholde mig selv, når jeg ikke var med karlene, pigerne og især den gamle røgter rundt omkring på de udstrakte marker. Røgteren fortjener et helt kapitel for sig selv, og det har Charlottenborg-udstilleren, maleren Kornerup, også foreviget, da jeg på udstillingen så det billede, som han malede, da han ferierede der den sommer. Som en skygge fulgte jeg Anders, og jeg var ham også til lidt hjælp, når han skulle trække ca. 40 køer til mergelgravene for at vande dem. Han tog altid fire ad gangen, og jeg kunne trække tre, når de da ikke var alt for kontrære, så det sparede jo den gamle for mange trin. Atter her mødte mig en hændelse, som kom bogstavelig »bag på mig«, men som jeg senere nok skulle tage mig i agt for. Jeg havde jo nok lagt mærke til, at en ko sprang op på ryggen af dem, jeg trak med, men det skete der ikke noget mærkeligt ved, for når den ko, det gik ud over, så begyndte at spæne, så kunne den anden på de to ben ikke følge med i »racet«, men faldt af. Da jeg efter vandingen så står og skal slå tøjrpælen i, springer den minsandten op på