StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

179

en fingerbevægelse blev kaldt til katederet, hvor han uanende blev mødt af en knytnæve, der lige så godt kunne være havnet i øjet eller et hvilket som helst andet sted i ansigtet, efterladende henholdsvis et blåt øje eller en bule. Var »Slagteren« rigtig ondartet, kom spanskrøret frem, og han slog altid »kun« over læggene, så vi måtte humpe ned på vore pladser. En gang var en dreng så maltrakteret, at vi måtte støtte ham ned til oldfruen, der altid var så forstående over for os. Hun badede de opsvulmede lægge og gjorde forestilling over for læreren, men uden synderligt resultat. Knoerne af hans knyttede, brede hånd hamrede han hensynsløst ned i hovedet på os, så vi skyndte os ned i gården for at bade bulerne med koldt vand. Det var en let sag at mishandle små drenge, der kun kunne modtage. Men han skulle ikke ønske sig at have mødt os, da vi var blevet voksne! Vores lærer i naturhistorie, botanik og litteratur (lad os kalde ham »Pinden«) er der i hvert fald ikke noget dårligt at sige om og slet ikke nogen mishandling.13 Han var en mild, omgængelig lærer, der yderst sjældent anvendte legemlige afstraffelser, selv om vi var nærmest ufor­ beredte i et fag som botanik, hvad vi sjældent læste på, og som man nemt kan finde en parallel til i bogen »Flemming«, hvor drengen til eksamen bliver eksamineret i kendskabet til smørblomsten.14Vi fandt hurtigt ud af, hvordan vi kunne få ham til at hente bøger fra biblioteket, der omhandlede det emne, vi havde for, ved at vise vor interesse for yderligere uddybning, og jo mere han fordybede sig i læsningen, desto længere tid gik der, inden han kunne begynde at få at vide, hvor meget vi kunne af det emne, vi var så interesserede i. Var botanik et kedeligt fag, bortset fra forplantningslæren, så var litteratur et meget yndet fag, især når vi fik tildelt forskellige roller i de klassiske skuespil, hvoraf Hostrups hos os var de mest yndede. »Pinden« var en glimrende forelæser og lærte os både tonefald og stemmeføring, så hele klassen lo højlydt, så han måtte tysse på os, for der var kun en dør med glasruder i ind til den anden klasse. Er det ondskabsfuldt, hvis man ønskede, at »Slagteren« netop havde time der inde og hørte, hvordan hans kollega havde hele klassen i sin hule hånd? Ikke, hvis det kunne have påvirket ham i den gode retning, men én ting er jeg sikker på: Klassen der inde ønskede at være i vort sted, mens »han« stadig sidder med de korslagte forben og ser streng ud for ikke at tabe ansigtet. Jeg har for resten glemt at fortælle, hvordan »Slagteren« én gang kom på sin rette hylde, da han iført den rød-hvid-stribede slagterbluse og stort,