StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intrigeri Frederiks 4.s København

165

1700-tallets danske postvæsen var præget af sager om både små og store kasseuoverensstemmelser, uden at det synes at have givet alt for store anfægtelser eller haft alt for alvorlig betydning for postfolkenes ansættelser. Problemet skyldtes formentlig en kombination af relativt lave lønninger og store udlæg for stillinger, der bragte mange postfolk i gæld. Det skete f.eks. for Caspar Grill, der for at få sin stilling som postforvalter i København måtte betale både et stort engangsbeløb til at dække sin forgængers gæld samt en månedlig pension. Dermed satte han sig så hårdt, at han i 1740 havde oparbejdet en umulig gæld på 2.400 rigsdaler. De største skandaler fandt dog sted sidst i århundredet, da man ved postkasserer Zoegas død i 1794 fandt, at han i samarbejde med flere topembedsmænd havde begået underslæb på næsten 30.000 rigsdaler.46 Mens den almindelige korruption, her bredt defineret som både »skænk og gave«, bedrageri og andre økonomiske misligheder, var rela­ tivt udbredt i postvæsenet ligesom i den øvrige statsadministration, var Erlundsagen noget særligt, fordi den truede etaten på dens indre sam­ menhængskraft og troværdighed. Sagens måske mest alvorlige konsekvenser var den utvivlsomme nedbrydelse af postvæsenets egen moral, der fulgte af den kaotiske op­ klaringssag. Den indflydelse, Erlund udøvede på postmestrene, navnlig i Jylland, må have desillusioneret eller korrumperet mange postmestre. Denne magt er overraskende stor, de fysiske afstande taget i betragtning. Men for en jysk postmester på hovedpostruten mellem København og Hamburg med to ugentlige afgange har hovedstaden været faretruende nær, trods den fysiske afstand. Den viser styrken af de personlige forbindelser inden for postvæsenet på bekostning af de formelle kommandoveje og hierarkier.47 Erlunds frifindelse vidner om en kolossal tolerance fra statsmagtens side over for misligheder i embedet. Erlund var kongens opfindelse. Nok stillede Frederik 4. krav om loyalitet fra sin embedsmand, men det var mere et krav om personlig lydighed over for kongen, end over for embedsværket. Erlund var sig sin plads i det kongelige magts puslespil bevidst. Forholdet mellem Frederik 4. og hans postspion var et »noget for noget«-forhold. Det skulle blive endnu mere klart i de følgende år, hvor Erlund medvirkede ved brevåbning i flere sager mod korrupte kongetjenere. Den vigtigste sag var »gehejmekommissionen« i 1725, hvor Frederik 4. rensede ud blandt korrupte kongetjenere i regeringens top. Frederik Rostgaard, Erlunds plageånd, blev fældet, dømt for omfattende korruption, og fradømt alle sine embeder og forvist fra hovedstaden.