StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København

163

Det var med dette blik, at kongen sideløbende fulgte kommissions­ sagerne mod Erlund og den storpolitiske udvikling i Europa. Her forløb fredsforhandlingerne, der afsluttede Store nordiske Krig for Danmarks vedkommende indtil underskrivelsen af Frederiksborgfreden 3. juli 1720. Det var præcis på dette tidspunkt, i sommeren 1720, at kongen på det nærmeste lagde sagen død ved sin larmende tavshed efter kommissionens betænkning i maj måned. For nu kendte han slutresultatet af Erlunds tjenester, der var en international sikring af Slesvigs tilhørsforhold under den danske krone og et traktatfæstet svensk løfte om aldrig at yde Gottorp hjælp imod Danmark. I august 1721 tog kongen skridtet videre og er­ klærede, at han som følge af hertug Karl Frederiks fjendtlige handlinger under krigen tog hertugens del af Slesvig i besiddelse. Den 4. september fulgte han op med den storslåede ceremonielle arvehyldningsakt på Gottorp Slot, hvor toppen af gejstligheden, embedsværket og ridderskabet i hertugdømmet svor ham troskabsed som deres eneste suveræne herre. Et direkte resultat af, at Erlund havde leveret beviset på hertugens troløshed.45 Og et resultat, der var en stor belønning værdig. Kongen kan altså have ladet sig bevæge af den udenrigspolitiske succes til atter at belønne sin fremragende postspion trods dennes mulige moralske småskavanker. Dertil må man for at sætte sig ind i kongens sted tænke på, hvordan han måtte forholde sig til et informationsbillede, der ikke kun stammede fra kommissionen. Som alle andre har han utvivlsomt været træt af den langtrukne sag, hvorunder også Erlund indsendte byger af bønskrivelser med klager over kommissionen, over andre postembedsmænd som post­ forvalter Clausen, og i det hele taget løbende forsynede kongen med sine egne udlægninger. Hertil havde Erlund i Bartholin en slags støtte i kommissionen, der vedholdende præsenterede kongen for et andet billede end den iltre Rostgaard. Man skal derfor passe på med at vurdere kongens beslutning alene på grundlag af kommissionens betænkninger. Hans be­ slutningsgrundlag var på en gang bredere og mere diffust. Endelig tænkte Frederik 4. uden tvivl fremad. Erlund havde vist sin nytte over for en stærk udenrigspolitisk fjende, der nu ikke længere truede hans riger og lande. Men kongen måtte stadig holde styr på et intrigerende hof og en gammeladel, som han nærede den største mistro til. Og her kunne postspionen fortsat gøre nytte, måske endnu mere end før. Frederik 4. skrev omhyggeligt ikke noget, der indikerede, at han troede på Erlunds uskyld. Kongen havde mere end nogen sinde en stærk klemme på sin postspion, der gjorde ham til et pålideligt redskab i kommende opgør med